Ældrecheck – her kan du se, om du kan få ældrecheck

Som folkepensionist kan du få ældrecheck, hvis du opfylder betingelser for at få den.

Start

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Din personlige tillægsprocent og likvide formue pr. 1. januar er afgørende for om og hvor meget, du kan få i ældrecheck for det kommende år.

Betingelser for at få ældrecheck

Du kan kun få ældrecheck, hvis du:

  • er folkepensionist og bevilget folkepension senest pr. 1. januar
  • har en personlig tillægsprocent højere end nul
  • har en likvid formue pr. 1. januar, der er mindre end 99.200 kr. (2024). 

Din likvide formue pr. 1. januar kan bestå af:

  • indestående i danske og udenlandske pengeinstitutter m.v., herunder nedsparingslån og kassekredit med pant i fast ejendom samt udenlandske obligationer og pantebreve
  • kursværdien af danske obligationer
  • pantebreve i dansk depot
  • kursværdien af deponerede, børsnoterede aktier
  • kursværdien af investeringsforeningsbeviser
  • kontant beholdning
  • andre værdipapirer, både i Danmark og i udlandet.

Vær opmærksom på, at:

  • friværdi i fast ejendom ikke bliver regnet med i din likvide formue.
  • de indkomster, som du fik udbetalt i slutningen af december, og som bliver beregnet til dækning af dine leveomkostninger (fx folkepension og ATP), ikke bliver regnet med i din formue.
  • din ægtefælles/samlevers likvide formue pr. 1. januar bliver regnet med.
  • hvis du har en enkeltmandsvirksomhed, bliver indestående fra din virksomhedskonto regnet med i din likvide formue, da kontoen er registreret under dit cpr-nummer. 
  • det ikke er sikkert, du kan få ældrecheck, hvis du bor i udlandet. Det afhænger af, hvilket land du bor i.
  • eventuelle ubrugte beløb fra din udbetaling af ekstra økonomisk støtte i 2022 eller 2023 skal holdes ude af formuen, når Udbetaling Danmark beregner formue til ældrecheck for 2024. 
  • der fra den 1. januar 2024 ikke længere vil være fradrag for indefrosset grundskyld i opgørelsen af den likvide formue. 

Der føres løbende kontrol af formuegrundlaget til ældrechecken.

Du vil som folkepensionist få udbetalt ældrechecken automatisk, hvis du opfylder betingelserne og tidligere har oplyst din formue til Udbetaling Danmark i forbindelse med ældrecheck. Hvis du ikke tidligere har oplyst Udbetaling Danmark om din formue til ældrecheck, skal du gøre det for at få udbetalt ældrechecken.

Hvis der er sket ændringer i din formue pr. 1. januar eller i din indkomst, kan du måske have ret til ældrecheck. Du skal give Udbetaling Danmark besked senest den 31. juli, hvis din formue har ændret sig. Har du ikke tidligere afgivet oplysninger om din formue til Udbetaling Danmark, er det vigtigt, at du gør det for at få udbetalt ældrechecken. 

Ret din forskudsopgørelse senest den 8. januar 2024

Hvis din indkomst har ændret sig, skal du opdatere din forskudsopgørelse hos Skattestyrelsen senest den 8. januar 2024.

Hvis du først ændrer forskudsopgørelsen derefter, kan det få betydning for din ældrecheck for det pågældende år. Det skyldes, at ældrechecken udbetales en gang om året - den sidste hverdag i januar. Hvis du ændrer forskudsopgørelsen senere, vil ændringerne ikke komme med i beregningen af din ældrecheck, men først når din pension bliver gjort op næste år.

Læs mere om, hvad det betyder for dig:

I nogle tilfælde har Udbetaling Danmark brug for at få oplysninger om dine indkomster direkte fra dig.

Som folkepensionist kan du få op til 19.900 kr. (2024) om året i ældrecheck. Du skal betale skat af beløbet.

Hvad har betydning for størrelsen på min ældrecheck?

Du kan kun få ældrecheck, hvis din og din ægtefælles/samlevers samlede formue er mindre end 99.200 kr. (2024). Størrelsen på din ældrecheck afhænger af din personlige tillægsprocent.

Hvis tillægsprocenten er 100, får du det fulde tillæg. Hvis den er mindre end 100, får du udbetalt tilsvarende mindre i ældrecheck. Vær opmærksom på, at der er en grænse for udbetaling af ældrecheck, og derfor bliver beløb under 200 kr. ikke udbetalt.

Har du ikke altid boet i Danmark, får du måske nedsat folkepension, såkaldt ’brøkpension’. I så fald bliver din ældrecheck sat tilsvarende ned.

Hvis du ikke får ældrecheck

Hvis du mener, at du har ret til ældrecheck, skal du kontakte Udbetaling Danmark senest den 31. juli. Ellers har du ikke mulighed for at få ældrecheck for indeværende år.

Ældrechecken bliver udbetalt én gang om året til din NemKonto. Pengene bliver udbetalt som en del af din folkepension den sidste hverdag i januar.

Den 27. april 2023 vedtog Folketinget, at der skulle udbetales ekstra økonomisk støtte på i alt 5.000 kr. til folkepensionister, som fik bevilget og udbetalt ældrecheck for 2023.
Støtten var skattefri.  

Den ekstra økonomiske støtte på 5.000 kr. blev udbetalt fra den 8. maj 2023. Støtten blev udbetalt på grund af den ekstraordinære situation med høj inflation.

Hvis du har ubrugte beløb fra udbetalingen af ekstra økonomisk støtte 
Det har ikke betydning for retten til ældrecheck i 2024, hvis du eller din ægtefælle/samlever har fået udbetalt ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022 og /eller 2023. 

Ubrugte beløb fra disse udbetalinger skal derfor holdes ude af opgørelsen af din likvide formue. Udbetaling Danmark har ikke oplysninger om eventuelle ubrugte beløb. Du kan derfor oplyse os om eventuelle ubrugte beløb fra udbetaling af ekstra økonomisk støtte, som vi herefter vil se bort fra ved opgørelsen.

Den 8. september 2022 vedtog Folketinget, at der skulle udbetales ekstra økonomisk støtte på i alt 5.000 kr. til folkepensionister, som havde fået bevilget og udbetalt ældrecheck for 2022. Støtten var skattefri.

Første del af støtten blev udbetalt i september 2022 med 2.500 kr. Anden del af støtten blev udbetalt med yderligere 2.500 kr. fra den 5. januar 2023.

Hvis du har ubrugte beløb fra udbetalingen af ekstra økonomisk støtte 
Det har ikke betydning for retten til ældrecheck i 2024, hvis du eller din ægtefælle/samlever har fået udbetalt ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022 og /eller 2023. 

Ubrugte beløb fra disse udbetalinger skal derfor holdes ude af opgørelsen af din likvide formue. Udbetaling Danmark har ikke oplysninger om eventuelle ubrugte beløb. Du kan derfor oplyse os om eventuelle ubrugte beløb fra udbetaling af ekstra økonomisk støtte, som vi herefter vil se bort fra ved opgørelsen.

Hvornår får jeg svar på min henvendelse?

Udbetaling Danmark svarer så hurtigt som muligt. Hvis du har skrevet til Udbetaling Danmark, kan du regne med at få svar inden for 20 hverdage. 

Hvordan giver jeg en anden fuldmagt?

Hvis du ønsker, at en anden skal hjælpe dig med din sag, skal du udfylde en fuldmagt og sende den til Udbetaling Danmark. Hjælperen kan fx være et familiemedlem eller en ven.

Har du en funktionsnedsættelse, kan du have svært ved at udfylde blanketten 'Fuldmagt'. Du kan bruge selvbetjeningen 'Giv eller send fuldmagt til Udbetaling Danmark' i stedet.

Hvis du er utilfreds eller vil klage

Hvis du er utilfreds, er du velkommen til at kontakte Udbetaling Danmark. Hvis du er uenig i en afgørelse om din pension, har du mulighed for at klage over den. Udbetaling Danmark skal have din klage senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen.

Anmeld mistanke om snyd

Hvis du har mistanke om en person, der snyder med en af Udbetaling Danmarks ydelser, kan du informere Udbetaling Danmark. Læs mere om at anmelde mistanke om snyd:

Du kan også læse mere om, hvordan Udbetaling Danmark udfører kontrol:

Lovgivning

Her kan du læse mere om lovgivningen for ældrecheck:

Andre sider

Kontakt Udbetaling Danmark, Pension