Om pension

Det danske pensionssystem består af 3 forskellige pensionstyper

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Pensionssystemet er bygget op, så du kan få din pension fra flere steder.

Hvis du er lønmodtager, sørger din arbejdsgiver som regel for, at noget af din løn bliver indbetalt til en pensionsopsparing. Du har også mulighed for selv at oprette en individuel pensionsordning.

Pensionssystemet er opdelt i 3 forskellige pensionstyper: de lovbaserede pensioner, arbejdsmarkedspensionerne og de individuelle pensioner.

De lovbaserede pensioner er de pensioner, som det offentlige står for. Det vil sige  folkepension, førtidspension, seniorpension og tidlig pension. De lovbaserede pensioner omfatter også ATP Livslang Pension og obligatorisk pensionsordning.

Arbejdsmarkedspensioner er de pensioner, der bliver oprettet som led i dit ansættelsesforhold.

De individuelle pensionsordninger er de pensioner, du selv opretter gennem et pensionsselskab eller et pengeinstitut.

Alle 3 typer pension skal sikre dig og din familie en rimelig levestandard, når du forlader arbejdsmarkedet, uanset om det er på grund af alder, sygdom eller død. På den måde er pension også en slags forsikring.

Det er en fordel at starte med at spare op til pension tidligt. Dit behov for pension kan ændre sig livet igennem, fx fordi du bliver gift, får børn eller får nyt arbejde. Det er en god ide, at du løbende er opmærksom på, om din pension er tilpasset din aktuelle situation.