Er dine børn sikret af din pension?

Er dine børns forsørgelse sikret godt nok, hvis du dør eller mister evnen til at arbejde?

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Det er en god ide, at du tager stilling til, om der skal ændres på forsikringerne i din pensionsordning, når du får børn. Måske ønsker du, at pengene i tilfælde af din død udbetales til din ægtefælle, registrerede partner eller samlever. Eller måske foretrækker du, at pengene går til dine børn - i så fald skal du være opmærksom på, at pengene skal forvaltes af myndighederne, indtil børnene bliver myndige, hvis der er tale om en engangsudbetaling, eller af værgen, hvis der er tale om en løbende udbetaling.

Jeres fælles børn vil altid arve efter jer begge. Men det gælder ikke sammenbragte børn. Derfor kan du ikke gå ud fra, at din partners egne børn bliver dækket af dine forsikringer.

Du kan i nogle tilfælde indsætte en begunstigelse i din pension, der sikrer, at udbetalingen fra din pensionsordning sker til dine børn eller sammenbragte børn. En begunstigelse er en aftale om, hvem pensionsselskabet eller pensionskassen skal udbetale pengene til ved din død.

Hvis du ikke indsætter en begunstiget, får dine nærmeste pårørende pengene fra forsikringen. Din nærmeste pårørende er din ægtefælle og i nogle tilfælde din samlever.

Der kan ikke indsættes en begunstiget i en tjenestemandspensionsordning.

Nogle pensionsordninger indeholder en børnepension ved invaliditet eller dødsfald. Dit pensionsselskab eller din pensionskasse kan oplyse dig, om du har en børnepension, eller om du kan oprette en.

I tjenestemandspensionsordningen er der en lovbestemt børnepension, der ved din død udbetales til dine biologiske og adopterede børn indtil det fyldte 21. år. Der ydes også i visse tilfælde børnepension til stedbørn, der forsørges i det fælles hjem.

Hvis du er pensioneret og har børn under 21 år, udbetales børnepensionstillæg, indtil barnet fylder 21 år. Børnepensionstillægget omfatter også din ægtefælles børn, hvis I bor sammen, og du er med til at forsørge dem.