Har du mistet din arbejdsevne helt eller delvist, kan du undersøge, om du kan få udbetalt kompensation for tab af arbejdsevnen gennem din arbejdsmarkedspension eller dine individuelle pensioner.
Bliver du så syg, at der ikke længere er udsigt til, at du kan arbejde, kan du som tjenestemand have ret til udbetaling af tjenestemandspension af helbredsmæssige grunde, en såkaldt 'svagelighedspension'. Størrelsen af din svagelighedspension er afhængig af, hvor meget din erhvervsevne er nedsat.
Din arbejdsgiver vil normalt have forelagt din sag for Helbredsnævnet/Moderniseringsstyrelsen, der tager stilling til, om du fortsat kan arbejde eller få pension. Nævnet vurderer bl.a. din sag ud fra oplysninger om dit helbred fra lægen. Du skal selv søge om at få en lovbaseret (social) førtidspension ved siden af.
Kontakt dit pensionsselskab eller din pensionskasse for at få mere at vide om, hvad du kan få udbetalt fra din arbejdsmarkedspension, hvis du ikke længere kan arbejde.
Hvis du tidligere har været tjenestemand i staten, kan du få mere at vide i Udbetaling Danmark. Hvis du har været ansat som tjenestemand i en kommune eller region, kan du få mere at vide hos din tidligere arbejdsgiver eller dit fagforbund.