ATP Livslang Pension i udlandet

Bor du i udlandet kan du få din ATP Livslang Pension, dog skal du have nået folkepensionsalderen.

Bor du i udlandet kan du få din ATP Livslang Pension, dog skal du have nået folkepensionsalderen.

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Du kan få udbetalt din pension fra ATP, når du når folkepensionsalderen, uanset hvor du bor. Det kræver, at vi har din adresse og dine bankoplysninger. Du kan både få din pension udbetalt til en dansk eller en udenlandsk konto.

Hvis din udenlandske adresse er registreret i Folkeregistret, kontakter vi dig ca. 3 måneder inden du når folkepensionsalderen. Her får du besked om, hvor meget du vil få udbetalt i ATP Livslang Pension. Alt afhængig af beløbets størrelse får du enten udbetalt pengene hver måned, så længe du lever eller som et engangsbeløb.

Hvis du giver ATP besked om din udenlandske adresse, sørger ATP for at din adresse bliver opdateret i Folkeregistret.

Udbetaling til udenlandsk konto
Hvis ATP skal udbetale til en udenlandsk konto, bliver der trukket et gebyr på højst 4,95 kr. pr. udbetaling. ATP opkræver ikke gebyr ved overførsler til en dansk bank. Vær opmærksom på at din bank i udlandet også kan opkræve et gebyr.

Her kan du rette dine bankoplysninger, hvis du allerede modtager ATP Livslang Pension:

Hvis du får udbetalt folkepension i udlandet, får du hvert år en leveattest fra International Pension og Social Sikring. ATP får automatisk besked fra International Pension og Social Sikring.

Hvis ATP ikke får denne oplysning eller du ikke modtager folkepension, vil du få en leveattest fra ATP i maj. Den skal du og et vidne udfylde som bevis på, at du er i live. Dermed fortsætter udbetalingen af din ATP Livslang Pension.

Får ATP ikke oplysning fra International Pension og Social Sikring eller en leveattest retur fra dig, stopper udbetalingen af din ATP Livslang Pension.

Du kan mellem d. 1. maj og 31. juli se, om vi har modtaget din leveattest:

Når du bor i udlandet, får ATP ikke automatisk besked, når du dør. Dine efterladte skal selv kontakte ATP. Efterlevende ægtefælle eller samlever, samt mindreårige børn kan få udbetalt et engangsbeløb fra ATP Livslang Pension, når du dør. De efterladte får ikke de penge, du har indbetalt, men de får normalt ca. 50.000 kr. I nogle tilfælde er beløbet højere eller lavere. Der bliver trukket 40 pct. af beløbet i afgift til staten.

Der gælder forskellige regler alt afhængig af, om den afdøde har indbetalt bidrag til ATP før og/eller efter 1. januar 2002.

Senest 5 år efter dødsfaldet skal ægtefælle, barn eller barnets værge have anmodet ATP om en udbetaling. Herefter er udbetaling forældet.

Du skal sende følgende for at få udbetalt engangsbeløbet:
  • Kopi af dødsattest
  • Kopi af vielsesattest
  • Kopi af attest for navneændring ved ægteskab
  • Bekræftelse på at I var gift på dødstidspunktet
  • Kopi af dåbsattest og navn på værge for børn under 18 eller 21 år
  • Dine bankoplysninger

Brug denne blanket til bankoplysninger:

Hvis du og din afdøde samlever ikke var registreret hos ATP Livslang Pension som samlevende, kan du som efterlevende søge om et engangsbeløb på op til 50.000 kr.

Betingelser for at søge:

Hvis du og din afdøde samlever boede i udlandet, og ikke var registreret hos ATP Livslang Pension som samlevende, skal du udfylde en blanket for at søge om engangsbeløbet. Senest 5 år efter dødsfaldet skal samlever have anmodet ATP om en udbetaling. Herefter er udbetaling forældet.

For at få engangsbeløbet, skal I opfylde betingelserne.

  • I skal have levet i et ægteskabslignende forhold
  • I skal have kunnet indgå ægteskab eller registreret partnerskab de seneste to år forud for dødsfaldet
  • I har haft fælles bopæl de seneste to år
  • Den afdøde skal have været med i ATP Livslang Pension i mindst to år siden 1. januar 2002
  • Den afdøde skal siden 1. januar 2002 have indbetalt, hvad der svarer til to års fulde indbetalinger til ATP Livslang Pension
  • Dødsfaldet skal være sket den 15. maj 2013 eller derefter.

For at få engangsbeløbet skal du dokumentere, at I har haft fælles bopæl de seneste to år forud for dødsfaldet. ATP Livslang Pension kontrollerer, om I har opfyldt de øvrige betingelser før pengene bliver udbetalt.

Her kan du læse om, hvad ATP kræver af dokumentation:

Brug denne blanket til at søge om engangsbeløb:

Vi har samlet en række informationer nedenfor, til dig som gerne vil læse mere.

Hvis du vil klage

Hvis du mener, at ATP's afgørelse om medlemskab, udbetaling eller indbetaling er forkert, kan du klage til:

Ankenævnet for ATP m.m.
Ved Stranden 8
1061 København K

Klagen skal sendes til Ankenævnet for ATP m.m. inden 4 uger efter, at du har modtaget afgørelsen fra ATP.

ATP’s kundeambassadør

Hvis du har forslag til forbedringer eller er utilfreds, har ATP en kundeambassadør, du kan kontakte. Det kan fx være, hvis du ikke synes, du har fået en god service, eller hvis du synes, der er nogle ting, ATP kan gøre bedre. Læs, hvordan du kontakter kundeambassadøren:

Lovgivning

Her kan du læse mere om lovgivningen for Arbejdsmarkedets Tillægspension:

Mere information om ATP's andre ydelser