Lovbaserede pensioner

Lovbaserede pensioner er de pensioner, som det offentlige står for, fx folke- og førtidspension.

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Som hovedregel er du omfattet af en eller flere lovbaserede pensioner, når du er dansk statsborger eller har fast bopæl i Danmark.

De lovbaserede pensioner er først og fremmest folkepension, førtidspension, seniorpension, tidlig pension og ATP Livslang Pension. ATP Livslang Pension er en lovbaseret pensionsordning for næsten alle danskere. Der findes også en række andre lovbaserede pensioner, som ikke har den samme afgørende betydning for din samlede pension. Nogle af ordningerne er ikke længere aktive, men det kan være, at du har indbetalt til en af ordningerne tidligere.

Langt de fleste lønmodtagere har en arbejdsmarkedspension ud over de lovbaserede pensioner. Mange vælger også at oprette en individuel pension oveni.

Som borger i Danmark har du som regel ret til folkepension. Det er en del af den danske stats velfærdsydelser. Folkepensionen sikrer, at du har noget at leve af, når du går på pension.

Du kan søge om seniorpension, hvis du er tæt på pensionsalderen, og har en nedsat arbejdsevne i forhold til dit seneste job.

Fra 1. januar 2020 indbetaler staten et pensionsbidrag på 0,3 procent af en række overførselsindkomster til Obligatorisk Pension. Bidraget indbetales til Arbejdsmarkedets Tillægspension og sammenlægges med et eventuelt ATP-bidrag, der indbetales for modtageren af overførselsindkomsten.