Din personlige tillægsprocent og likvide formue pr. 1. januar er afgørende for om og hvor meget, du kan få i ældrecheck for det kommende år.
Betingelser for at få ældrecheck
Du kan kun få ældrecheck, hvis du:- havde ret til folkepension senest december året før
- har en personlig tillægsprocent højere end nul
- har en likvid formue pr. 1. januar, der er mindre end 91.900 kr. (2021)
Din likvide formue pr. 1. januar kan bestå af:
- indestående i pengeinstitutter m.v., herunder nedsparingslån og kassekredit med pant i fast ejendom
- kursværdien af obligationer
- pantebreve i depot
- kursværdien af deponerede, børsnoterede aktier
- kursværdien af investeringsforeningsbeviser
- kontant beholdning
- andre værdipapirer, herunder værdipapirer i udlandet.
Vær opmærksom på, at:
- friværdi i fast ejendom ikke bliver regnet med i din likvide formue
- de indkomster, som du fik udbetalt i slutningen af december, og som bliver beregnet til dækning af dine leveomkostninger (fx folkepension og ATP), ikke bliver regnet med i din formue
- de stigninger i din grundskyld, som er indefrosset, ikke bliver regnet med i din formue
- din ægtefælles/samlevers likvide formue pr. 1. januar bliver regnet med
- det ikke er sikkert, du kan få ældrecheck, hvis du bor i udlandet. Det afhænger af, hvilket land du bor i
- de indefrosne feriepenge og engangstilskuddet på 1.000 kr., udbetalt i 2020 pga. corona-krisen, ikke bliver regnet med i din formue.