Ældrecheck

Som folkepensionist kan du få ældrecheck, hvis du opfylder betingelser for at få den.

Start

Om ældrecheck

Ældrecheck er et engangsbeløb, der udbetales én gang om året til de folkepensionister, som er berettigede. Beløbet udbetales som udgangspunkt sammen med januar måneds pension. 

Du behøver normalt ikke at søge om at få ældrecheck. Hvis du er berettiget til ældrecheck, får du den automatisk udbetalt. Du kan læse mere om betingelserne for at være berettiget til ældrecheck i artiklen ’Kan jeg få ældrecheck?’.

Din personlige tillægsprocent og likvide formue pr. 1. januar er afgørende for om og hvor meget, du kan få i ældrecheck for det kommende år.

Betingelser for at få ældrecheck:

  • Du skal være folkepensionist og bevilget folkepension senest pr. 1. januar. 
  • Som folkepensionist skal du have en personlig tillægsprocent, der er over 0. 
  • Du og din eventuelle ægtefælle/samlever skal have en samlet likvid formue pr. 1. januar, der er mindre end 99.200 kr. (2024). 

Du kan læse mere om, hvordan din personlige tillægsprocent bliver beregnet her:

Hvis du bor i udlandet, er det ikke sikkert, at du kan få ældrecheck. Det afhænger af, hvilket land du bor i.

Vi henter oplysningerne om din likvide formue fra den seneste tilgængelige årsopgørelse fra Skattestyrelsen, medmindre du selv har givet os nye oplysninger. 

Der føres løbende kontrol af formuegrundlaget til ældrechecken.

Din likvide formue pr. 1. januar kan bestå af: 

Kontantbeholdning Det kan både være kontanter, som du har derhjemme eller opbevarer i fx en bankboks.
Indestående i pengeinstitutter        Det samlede beløb, du havde stående på dine konto i danske og udenlandske pengeinstitutter. Inklusiv udenlandske obligationer og pantebreve. 
Danske obligationer Kursværdien af af danske obligationer 
Aktier Kursværdien af deponerede børsnoterede aktier og kursværdien af investeringsbeviser.

Andre værdipapirer
Kursværdien af andre værdipapirer både i Danmark og i udlandet. Det kan for eksempel være værdipapirer i udlandet, pantebreve der ikke er i depot, unoterede aktier og anparter. 

Selvstændig
Hvis du er selvstændig, skal du være opmærksom på, at indestående fra din virksomhedskonto bliver regnet med i din likvide formue, hvis formuen fra virksomheden fremgår på din personlige årsopgørelse under dit CPR-nummer.




Fast ejendom
Uudnyttet rådighedsbeløb fra nedsparingslån, nedsparingskredit eller kassekredit med pant i friværdien i din faste ejendom. Det gælder de beløb, som du har råderet over.
    Pantebreve i dansk depot, der er knyttet til fast ejendom. 
    Som udgangspunkt skal du ikke oplyse om friværdi i fast                    ejendom, da det ikke kan fratrækkes din likvide formue,                      medmindre det falder ind under ovenstående lån. 

Det skal du være opmærksom på:




Gæld

Du skal ikke oplyse om gæld, da det ikke kan fratrækkes din likvide formue. 

Som udgangspunkt kan en kassekredit ikke fratrækkes din likvide formue. I særlige tilfælde kan kassekredit have betydning for opgørelsen af din likvide formue. Læs mere herom under ’Fast Ejendom’ og Uudnyttet rådighedsbeløb.  



Fradrag i indestående fra
december måneds pensionsudbetaling

Du skal oplyse om de indkomster, som du fik udbetalt i slutningen af december, og som du skal anvende til dækning af dine leveomkostninger primært i januar måned, da det kan fratrækkes din likvide formue.
Social pension og ATP betragtes altid som indkomster, der skal fratrækkes din likvide formue. Derudover kan det også være løn eller anden pensionsudbetaling, men derimod som udgangspunkt ikke engangsudbetaling for eksempel fratrædelsesgodtgørelse eller et aktieudbytte. 

Ubrugte beløb
Du skal oplyse om eventuelle ubrugte beløb fra din udbetaling af ekstra økonomisk støtte i 2023, da det kan fratrækkes din likvide formue. 

Hvis du har fået erstatning eller godtgørelse

Du skal være opmærksom på, at der i visse tilfælde kan fratrækkes erstatningsbeløb ved opgørelse af din likvide formue. Du skal oplyse den del af erstatningen, der endnu ikke er brugt. Det gælder erstatning for: 




Godtgørelse   
Godtgørelse for varigt mén og ikke-økonomisk skade (gælder også erstatning udbetalt for svie og smerte, Godhavnsdrengene og grønlændere som var en del af et samfundsforsøg).
    Godtgørelser og afkast af godtgørelser til hiv-smittede blødere m.fl. og      hiv-positive transfussionssmittede. Dette gælder også erstatninger og      afkast af erstatninger, jf. lov om erstatninger for skader ved lsd-                  behandling.

Kritisk sygdom                    

Erstatning fra forsikring mod kritisk sygdom (fradraget er maks. 150.000 kr.).

Forsikringsbeløb kan fratrækkes din likvide formue i op til 5 år efter beløbets udbetaling. 

Tab af erhvervsevne      Erstatning for tab af erhvervsevne på grund af personskade.

Hvis du har en ægtefælle/samlever

Det er din og din ægtefælle/samlevers samlede likvide formue, der er bestemmende for, om du kan få ældrecheck: 


Din ægtefælle/samlever er pensionist
Din ægtefælle/samlever skal oplyse sin egen formue.
    Har I fælles formue, skal din ægtefælle/samlever                      stadigvæk oplyse formue. I skal hver især oplyse                      halvdelen af jeres fælles formue.


Din ægtefælle/samlever er ikke pensionist                        
Du skal oplyse din egen og din ægtefælle/samlevers formue.
    Har I fælles formue, skal du oplyse halvdelen som din            egen formue og den anden halvdel som din                              ægtefælle/samlevers formue.

Udbetaling af ældrecheck

Du vil som folkepensionist få udbetalt ældrecheck automatisk, hvis du opfylder betingelserne og tidligere har oplyst din formue til Udbetaling Danmark i forbindelse med ældrecheck.

Ældrecheck bliver automatisk udbetalt til din NemKonto én gang om året. Pengene bliver som udgangspunkt udbetalt som en del af din folkepension den sidste hverdag i januar.

Som folkepensionist kan du få op til 19.900 kr. (2024) før skat om året i ældrecheck. Du skal betale skat af beløbet.

Vær opmærksom på, at der er en grænse for udbetaling af ældrecheck, og derfor bliver beløb under 200 kr. ikke udbetalt.

Foreløbig beregning

Beregningen af ældrecheck er foreløbig, da den er beregnet ud fra kendt formue og indkomst. Beregningen af ældrecheck kan derfor ændre sig, hvis der sker ændringer i din formue eller indkomst.

Opgørelse af pension 

En gang om året gør Udbetaling Danmark din pension op for at se, om du har fået den pension, du havde ret til året før. Det kaldes opgørelse af pension eller efterregulering. Når Udbetaling Danmark gør din pension op, bliver din ældrecheck også gjort op. Det er din endelige tillægsprocent, der afgør, om du har ret til ældrecheck, og hvor meget du i så fald kan få udbetalt.

Opgørelse af formue

En gang om året gør Udbetaling Danmark også din formue op for at se, om du har været berettiget til den ældrecheck, som du har fået udbetalt. Vi anvender oplysninger om din formue fra din årsopgørelse fra Skattestyrelsen. Det er dit pengeinstitut, der har oplyst din faktiske formue til Skattestyrelsen.

Du kan kun få ældrecheck, hvis din og din eventuelle ægtefælle/samlevers samlede formue er mindre end 99.200 kr. (2024). Størrelsen på din ældrecheck afhænger af din personlige tillægsprocent.

Hvis din personlige tillægsprocent er 100, modtager du det fulde beløb. Hvis den er mindre end 100, får du udbetalt tilsvarende mindre. Læs mere om, hvordan din personlige tillægsprocent bliver beregnet her:

Ret din forskudsopgørelse senest den 8. januar 2024

Hvis din indkomst har ændret sig, skal du opdatere din forskudsopgørelse hos Skattestyrelsen senest den 8. januar 2024.

Hvis du først ændrer forskudsopgørelsen efter den 8. januar, kan det få betydning for din ældrecheck for det pågældende år. Det skyldes, at ældrechecken udbetales én gang om året (den sidste hverdag i januar). Hvis du ændrer forskudsopgørelsen senere, vil ændringerne ikke komme med i beregningen af din ældrecheck, men først når din pension bliver gjort op næste år.

Læs mere om, hvad det betyder for dig:

Bopæl i udlandet

Har du ikke altid boet i Danmark, får du måske nedsat folkepension, såkaldt ’brøkpension’. I så fald bliver din ældrecheck sat tilsvarende ned. Du kan læse mere om brøkpension i artiklen ’Kan jeg have ret til en del af pensionen (brøkpension)?’ her:

Hvis der er sket ændringer i din formue pr. 1. januar eller i din indkomst, kan du måske have ret til ældrecheck. Du skal give Udbetaling Danmark besked senest den 31. juli, hvis din formue har ændret sig. Har du ikke tidligere afgivet oplysninger om din formue til Udbetaling Danmark, er det vigtigt, at du gør det for at få udbetalt ældrechecken. 

Du skal oplyse formue

  • Ny folkepensionist: Hvis du ikke tidligere har oplyst Udbetaling Danmark om din formue til ældrecheck, skal du gøre det for at få udbetalt ældrecheck. 
  • Ændring af samlivsstatus: Hvis der er sket ændringer i din samlivsstatus, skal du igen give oplysninger om din formue til Udbetaling Danmark. Det gælder hvis du er blevet enlig, eller hvis du har fået en ægtefælle/samlever. 

Du kan oplyse formue her:

Andre emner

Den 27. april 2023 vedtog Folketinget, at der skulle udbetales ekstra økonomisk støtte på i alt 5.000 kr. til folkepensionister, som fik bevilget og udbetalt ældrecheck for 2023.
Støtten var skattefri.  

Den ekstra økonomiske støtte på 5.000 kr. blev udbetalt fra den 8. maj 2023. Støtten blev udbetalt på grund af den ekstraordinære situation med høj inflation.

Hvis du har ubrugte beløb fra udbetalingen af ekstra økonomisk støtte 
Det har ikke betydning for retten til ældrecheck i 2024, hvis du eller din eventuelle ægtefælle/samlever har fået udbetalt ekstra økonomisk støtte til modtagere af ældrecheck for 2022 og/eller 2023. 

Ubrugte beløb fra disse udbetalinger skal derfor holdes ude af opgørelsen af din likvide formue. Udbetaling Danmark har ikke oplysninger om eventuelle ubrugte beløb. Du kan derfor oplyse os om eventuelle ubrugte beløb fra udbetaling af ekstra økonomisk støtte, som vi herefter vil se bort fra ved opgørelsen.

Hvornår får jeg svar på min henvendelse?

Udbetaling Danmark svarer så hurtigt som muligt. Hvis du har skrevet til Udbetaling Danmark, kan du regne med at få svar inden for 20 hverdage. 

Hvordan giver jeg en anden fuldmagt?

Hvis du ønsker, at en anden skal hjælpe dig med din sag, skal du udfylde en fuldmagt og sende den til Udbetaling Danmark. Hjælperen kan fx være et familiemedlem eller en ven.

Har du en funktionsnedsættelse, kan du have svært ved at udfylde blanketten 'Fuldmagt'. Du kan bruge selvbetjeningen 'Giv eller send fuldmagt til Udbetaling Danmark' i stedet.

Hvis du er utilfreds eller vil klage

Hvis du er utilfreds, er du velkommen til at kontakte Udbetaling Danmark. Hvis du er uenig i en afgørelse om din pension, har du mulighed for at klage over den. Udbetaling Danmark skal have din klage senest 4 uger efter, du har modtaget afgørelsen.

Anmeld mistanke om snyd

Hvis du har mistanke om en person, der snyder med en af Udbetaling Danmarks ydelser, kan du informere Udbetaling Danmark. Læs mere om at anmelde mistanke om snyd:

Du kan også læse mere om, hvordan Udbetaling Danmark udfører kontrol:

Lovgivning

Her kan du læse mere om lovgivningen for ældrecheck:

Andre sider

Kontakt Udbetaling Danmark, Pension