Vil du melde dig ud af eller ind i ordningen

Det er frivilligt om du vil være med i fleksydelsesordningen

Jeg vil melde mig ud

Fleksydelsesordningen er frivillig, og du kan når som helst melde dig ud af ordningen. Hvis du melder dig ud, kan det have betydning for dine muligheder for at opnå ret til fleksydelse på et senere tidspunkt.

Du melder dig ud ved at bruge selvbetjeningsløsningen. Du kan tidligst blive meldt ud fra den 1. i måneden efter, Udbetaling Danmark har modtaget din udmeldelse.

Kontakt Udbetaling Danmark, hvis du har fået ordinært arbejde

Hvis du melder dig ud af fleksydelsesordningen, fordi du har fået ordinært arbejde, kan du få din anciennitet fra fleksydelsesordningen med over i efterlønsordningen. På den måde bevarer du dine muligheder for at opnå ret til efterløn eller fleksydelse på et senere tidspunkt.

Du skal kontakte Udbetaling Danmark, hvis du har fået ordinært arbejde og ønsker at få din anciennitet fra fleksydelsesordningen med over i efterlønsordningen.

Når du melder dig ud af fleksydelsesordningen, kan du samtidig søge om at få dine fleksydelsesbidrag betalt tilbage. Afhængigt af, hvornår du melder dig ud af ordningen, bliver dine fleksydelsesbidrag enten overført til en pensionsordning eller udbetalt til din NemKonto.

Hvis du melder dig ud af fleksydelsesordningen og beder om at få tilbagebetalt dine fleksydelsesbidrag:

  • før du når din fleksydelsesalder, bliver dine fleksydelsesbidrag som hovedregel overført til en pensionsordning. Overførsel til en dansk pensionsordning er som udgangspunkt skattefri, da der som regel først skal betales skat af pensionen, når den udbetales. Du skal dog betale skat ved overførsel til en udenlandsk pensionsordning.
  • efter du har nået din fleksydelsesalder, bliver dine fleksydelsesbidrag som hovedregel udbetalt til din NemKonto. Du skal betale skat af beløbet.

Hvis du vælger at få dine fleksydelsesbidrag tilbage, kan du ikke senere få fleksydelse, og du kan ikke melde dig ind i fleksydelsesordningen igen, heller ikke via fortrydelsesordningen.

Hvis du ikke har benyttet dig af muligheden for at få fleksydelse, får du automatisk dine fleksydelsesbidrag tilbage, når du når folkepensionsalderen. Du skal betale skat af beløbet.

Tilbagebetaling afhænger af din situation

Der kan være mange grunde til, at du melder dig ud af fleksydelsesordningen og ønsker at få dine fleksydelsesbidrag tilbage. Skemaet viser, hvordan dine fleksydelsesbidrag tilbagebetales i de forskellige situationer.

HVIS DU MELDER DIG UD ... SÅ KAN DU FÅ DINE FLEKSYDELSESBIDRAG ...
fordi du ikke længere ønsker at betale til fleksydelse overført til en dansk / udenlandsk pensionsordning
fordi du ikke længere er visiteret til fleksjob overført til en dansk / udenlandsk pensionsordning
fordi du har nået fleksydelsesalderen udbetalt til din NemKonto (der trækkes skat af beløbet)
efter at du højst har indbetalt til fleksydelsesordningen et år udbetalt til din NemKonto (der trækkes skat af beløbet)
fordi du er tilkendt førtidspension overført til din NemKonto (søger du inden fleksydelsesalderen, får du dine fleksydelsesbidrag tilbagebetalt minus 30 pct. i afgift til SKAT. Søger du efter fleksydelsesalderen, skal du betale skat af dine fleksydelsesbidrag)
fordi du er tilkendt seniorpension overført til din NemKonto (søger du inden fleksydelsesalderen, får du dine fleksydelsesbidrag tilbagebetalt minus 30 pct. i afgift til SKAT. Søger du efter fleksydelsesalderen, skal du betale skat af dine fleksydelsesbidrag)
fordi du flytter til et land uden for EU/EØS, Grønland, Færøerne eller Schweiz udbetalt til din NemKonto (der trækkes skat af beløbet)

Efterlønsbidrag tilbagebetales af din a-kasse

Har du tidligere betalt til efterlønsordningen, og ønsker du at få dine efterlønsbidrag tilbage, skal du kontakte din a-kasse.

Jeg vil melde mig ind

Har du været meldt ud af fleksydelsesordningen, og ønsker du at melde dig ind igen, skal du ansøge om det. Du kan som hovedregel kun melde dig ind igen, hvis du ikke har fået dine efterlønsbidrag og/eller fleksydelsesbidrag betalt tilbage.

Når du ansøger om at blive gentilmeldt, undersøger Udbetaling Danmark, om du kan nå at optjene nok anciennitet til, at du kan få fleksydelse, når du når fleksydelsesalderen. Kan du det, kan du blive tilmeldt fleksydelsesordningen igen.

Din tilmelding gælder tidligst, fra den 1. i måneden efter Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning.

Automatisk gentilmelding efter manglende bidrag

Hvis du er blevet meldt ud af fleksydelsesordningen, fordi du ikke har betalt fleksydelsesbidrag, bliver du automatisk gentilmeldt, hvis du betaler det manglende bidrag inden for tidsfristen på fire uger.

Hvis du søger om fleksydelse, skal din ansøgning behandles af Udbetaling Danmark. Sagsbehandlingsfristen for en ansøgning er 13 uger fra den dag, Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning.

Du kan være med til at sikre, at din ansøgning bliver behandlet hurtigst muligt. Det gør du ved at vedhæfte den nødvendige dokumentation og sørge for, at dine oplysninger i folkeregisteret er korrekte.

Hvordan er sagsbehandlingsfristen og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid fastsat?

En sagsbehandlingsfrist er den frist, som Udbetaling Danmark har fastsat for, hvor lang tid det må tage at træffe en afgørelse.

Sagsbehandlingsfristen og den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er fastsat ud fra den tid, det normalt tager at behandle 80 til 90 pct. af de ansøgninger, Udbetaling Danmark får.

Godt at vide

Hvis der sker ændringer, som kan have betydning for din ret til fleksydelse, skal du give Udbetaling Danmark besked. Det kan fx være, hvis du:

  • bliver ansat i ordinært arbejde
  • flytter til et land uden for EU-/EØS-området, Færøerne, Grønland eller Schweiz
  • får tilkendt førtidspension eller en tilsvarende udenlandsk pension.

Her kan du finde en forklaring på nogle af de ord og begreber, der bruges i forbindelse med fleksydelse.

BEGREB FORKLARING
Anciennitet

Periode, hvor du optjener ret til fleksydelse. Du optjener anciennitet, mens du betaler fleksydelsesbidrag, og mens du betaler efterlønsbidrag. Kravene til anciennitet afhænger af din fødselsdato.

Bidragsfrihed/
bidragsfri periode

Periode, hvor du er fritaget for at betale fleksydelsesbidrag. Du kan kun få bidragsfrihed, så længe du kan nå at optjene nok anciennitet i fleksydelsesordningen.

Bundfradrag

Beløb på 17.900 kr. (2024), der bortses fra ved fradrag af pensioner i fleksydelsen (kun for personer, der er født før 1. januar 1956).

Depotværdi

Værdien af din pension på en given dato. Indgår i beregningen af din pensionssum.

EU-/EØS-lande

EU-landene er:
Belgien, Bulgarien, Cypern (den græske del), Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Nederlandene, Irland, Italien, Kroatien, Letland, Litauen, Luxembourg, Malta, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig.

EØS-landene er:
EU-landene samt Island, Liechtenstein og Norge.

Fleksydelse En tilbagetrækningsydelse, der giver dig mulighed for at trække dig tilbage fra arbejdsmarkedet, før du når folkepensionsalderen. Fleksydelse er en slags efterløn til fleksjobbere.
Fleksydelsesalder

Den alder, du tidligst kan få fleksydelse fra. Fleksydelsesalderen afhænger af din fødselsdato og folkepensionsalderen.

Fleksydelsesbidrag

Det, du skal betale for at være med i fleksydelsesordningen (1.643 kr. i kvartalet i 2024).

Fleksydelsesperiode/
ydelsesperiode
Den periode, hvor du modtager fleksydelse. Fleksydelsesperioden er mellem tre og fem år, afhængigt af din fødselsdato.
Folkepensionsalder Den alder, du tidligst kan få folkepension fra. Folkepensionsalderen afhænger af din fødselsdato.
Fortrydelsesordningen

Tilmelding til fleksydelsesordningen med en lavere fleksydelse, når du tidligere har fravalgt at betale efterlønsbidrag. For at komme med i fortrydelsesordningen, skal du opfylde en række betingelser.

Lempeligere fradrag

Bruges ved fradrag for arbejde i fleksydelsen, når din timeløn er under 277,76 kr. (2024). Du har lempeligere fradrag af de først tjente 43.628 kr. om året (2024).

Livslang pension Pension der udbetales løbende, så længe du lever.
Omregningstimesats

Bruges ved beregning af fradrag for arbejde i fleksydelsen. Arbejdstiden beregnes ved hjælp af omregningstimesatsen.

Oplysningspligt

Din pligt til at oplyse om ændringer, der kan have betydning for fleksydelsen.

Pensionssum

Teknisk udtryk, der dækker over en beregnet værdi af dine pensionsordninger, når du når fleksydelsesalderen. Bruges ved fradrag af pensioner i fleksydelsen.

Tidsbegrænset pension Pension der udbetales løbende i en tidsbegrænset periode (evt. garantiperiode).
Visitere til fleksjob Indstille til fleksjob.