Ændret praksis, når din ægtefælle eller samlever kun får udenlandsk pension

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Pensionister, som har en ægtefælle eller samlever, der alene modtager dansk social pension, får i indkomstgrundlaget ved beregning af pensionen fradraget ægtefællens eller samleverens pension.

Modtager ægtefællen eller samleveren ikke dansk social pension, men alene én tilsvarende udenlandsk pension, er der ikke efter hidtidige regler og praksis sket fradrag for denne pension i indkomstgrundlaget ved beregning af pensionen. 

Ankestyrelsen har truffet afgørelse om, at disse regler og praksis er i strid med ligestillingsbestemmelsen i art. 5 i EU-forordning 883/04. Ankestyrelsen har som følge heraf ophævet sin principafgørelse P 4-01.

Den ændrede praksis betyder, at pensionister kan få fradraget en ægtefælles eller samlevers pension, som udbetales efter lovgivningen i ét andet EU/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, og som er omfattet af forordning 883/04, i indkomstgrundlaget ved beregning af pensionen.

Dette kan betyde, at der er ret til at få udbetalt en højere pension, eventuelt med tilbagevirkende kraft under iagttagelse af de almindelige forældelsesregler.

Hvis du mener, at du er berørt af praksisændringen, skal du kontakte Udbetaling Danmark. 

Du vil ikke være berørt af praksisændringen, hvis du har en ægtefælle eller samlever, der modtager dansk folkepension, førtidspension eller seniorpension og samtidig modtager en tilsvarende udenlandsk pension, idet den udenlandske pension så efter gældende regler og praksis vil være fradraget i indkomstgrundlaget.

Har du derimod en ægtefælle eller samlever, der alene modtager en pension efter lovgivningen i ét andet EU/EØS-land, Schweiz eller Storbritannien, og som er omfattet af forordning 883/04, kan du være berørt af praksisændringen og har måske ret til mere i pension.

Du skal i så fald kontakte Udbetaling Danmark inden den 31. december 2021 og oplyse:

  • hvilken udenlandsk pension, din ægtefælle eller samlever modtager,
  • hvilken udenlandsk myndighed, der udbetaler pension til din ægtefælle eller samlever, og
  • størrelsen af pensionen.

Udbetaling Danmark vil herefter undersøge, om du har ret til mere i pension, eventuelt med tilbagevirkende kraft.

Kontakt Udbetaling Danmark, Pension