Anciennitet - hvad tæller med?

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Opgørelse for lønmodtager over 18 år, hvor der er indbetalt ATP-bidrag

Som lønmodtager optjener du anciennitet ud fra det antal timer med beskæftigelse, du har haft i de enkelte kalenderår.

Se dine indbetalinger til ATP

Vil du gerne have et overblik over, hvem der har indbetalt, hvad der er indbetalt, og hvilke år der er indbetalt ATP-bidrag for dig, kan du se det her.

Det er også hos ATP Livslang Pension, du skal henvende dig, hvis du har spørgsmål til de indbetalte ATP-bidrag. Du finder også oplysninger om, hvad du skal gøre, hvis der er fejl i dine indbetalinger til ATP Livslang Pension.

Har du har spørgsmål til optjening af anciennitet på baggrund af indbetalte ATP-bidrag, skal du kontakte Tidlig Pension. 

Opgørelse for lønmodtager over 18 år, hvor der er ikke er indbetalt ATP-bidrag

Har du ikke indbetalt bidrag til ATP, men kan dokumentere beskæftigelse som lønmodtager i Danmark eller et andet EU/EØS-land, Færøerne, Grønland, Schweiz eller Storbritannien, optjener du anciennitet for disse perioder.

Du kan også optjene anciennitet som lønmodtager i Danmark, hvis du har været:

  • Forhyret på et dansk skib.
  • Beskæftiget i udlandet som udsendt repræsentant for en dansk offentlig myndighed.
  • Beskæftiget i udlandet i øvrigt i offentlig dansk interesse.
  • Beskæftiget i udlandet som ansat i et dansk firmas filial eller datterselskab.

Optjening af anciennitet til 16- og 17-årige

Før den 1.september 1977 blev der ikke indbetalt ATP-bidrag, hvis man ikke var fyldt 18 år. Derfor tildeles der automatisk anciennitet efter følgende regler:

Er du født mellem den 1. juli 1955 og den 31. august 1959 tildeles du i alt 1,125 års anciennitet for perioden før dit fyldte 18. år.

Er du født i perioden fra den 1. september 1959 til den 1. september 1961, får du tildelt 9/16 måneders anciennitet for hver måned, du er under 18 år eller indtil den 1. september 1977.

Kan du dokumentere, at du har været i beskæftigelse som lønmodtager, eller at du har deltaget i uddannelse med løn, lærlingeløn eller elevløn før den 1. januar 1978, kan dette medregnes, hvis det giver en højere anciennitet end den tildelte anciennitet. Du kan dog højst optjene 1 års samlet anciennitet pr. kalenderår.  

Optjening af anciennitet som selvstændig

Er du beskæftiget som selvstændigt erhvervsdrivende, optjener du 1 års anciennitet for hvert år, virksomhedens nettooverskud er større end den maksimale årlige dagpengesats.

Udgør virksomhedens nettooverskud mindre end den maksimale årlige dagpengesats, reduceres ancienniteten forholdsmæssigt.

Hvis der i et år ikke er opnået et nettooverskud, optjenes der ikke anciennitet.

Flytning af nettooverskud

Du har mulighed for at flytte et nettooverskud, der overstiger den maksimale dagpengesats, til et andet år, hvor nettooverskuddet ikke giver ret til 1 års fuld anciennitet. Herved kan du opnå yderligere anciennitet for dette år.

Du kan dog højst flytte 0,25 års anciennitet (25 pct. af dagpengeniveauet) i et givent kalenderår, hvor nettooverskuddet overstiger den maksimale dagpengesats.

Du kan højst flytte 0,25 års anciennitet 20 gange i optjeningsperioden. Det svarer til, at du samlet set ikke kan flytte mere end 5 års anciennitet.

Selvstændig erhvervsdrivende før 1. januar 1974

Du kan optjene anciennitet for perioden før den 1. januar 1974, hvis du kan fremlægge dokumentation for, at du har været selvstændigt erhvervsdrivende.

Ved drift af selvstændig virksomhed i andre EU/EØS-lande, Færøerne, Grønland, Schweiz eller Storbritannien optjener du også anciennitet i hele optjeningsperioden.

Selvstændig virksomhed

Er du selvstændigt erhvervsdrivende, og driver din virksomhed i selskabsform og udbetaler løn til dig selv, vil du få beregnet anciennitet som lønmodtager på baggrund af de indbetalte ATP-bidrag.
Har du ikke indbetalt ATP-bidrag af din løn skal du dokumentere din anciennitet som 'Lønmodtager uden ATP-bidrag'.

Skattefri virksomhedsomdannelse fra enkelmandsvirksomhed til selskabsform

Hvis du omdanner din selvstændige virksomhed til selskabsform (ApS eller A/S), og du har udbetalt løn til dig selv, bliver din anciennitet beregnet ud fra 'Lønmodtager med ATP-bidrag'. 

Hvis du omdanner din selvstændige virksomhed, herunder I/S, til selskabsform, og har du ikke registeret over- eller underskud af den selvstændige virksomhed, i det år hvor du omdanner den, bliver ancienniteten beregnet ud fra 'Lønmodtager med ATP-bidrag', hvis du har udbetalt løn til dig selv.

Personlig assistance
Hvis du har haft udgifter til personlig assistance, ud over det tilskud som du har modtaget til personlig assistance efter lov om kompensation til handicappede i erhverv mv., kan du få tillagt yderligere anciennitet, hvis du kan dokumentere det.

Den fremlagte dokumentation skal indeholde oplysninger om:

  • lønsedler til den personlige assistance og oplysninger om det tilskud, du har modtaget fra kommune
  • oplysninger i regnskabet, hvor udgifterne til personlig assistance og tilskuddet fra kommunen fremgår. 

Medhjælpende ægtefælle

Er du medarbejdende ægtefælle med lønaftale, vil du få beregnet anciennitet som lønmodtager på baggrund af de indbetalte ATP-bidrag. Hvis der ikke er indbetalt ATP-bidrag af din løn, skal du dokumentere anciennitet som 'Lønmodtager uden ATP-bidrag'.

Er du medarbejdende ægtefælle uden lønaftale, men som anvender reglen om overført overskud til medhjælpende ægtefælle, vil du få beregnet ancienniteten som selvstændigt erhvervsdrivende. 

Oversigt over den maksimale dagpengesats gennem årene

Årstal  Maksimal dagpengesats 
1971 21.840,00 kr. 
1972  24.180,00 kr. 
1973 27.560,00 kr. 
1974  30.160,00 kr. 
1975  41.600,00 kr. 
1976 44.980,00 kr. 
1977  50.440,00 kr.
1978  55.900,00 kr. 
1979 62.140,00 kr.
1980 67.860,00 kr. 
1981  69.940,00 kr. 
1982  78.780,00 kr. 
1983-1985  81.640,00 kr. 
1986  87.100,00 kr. 
1987  88.920,00 kr. 
1988  92.040,00 kr. 
1989  101.140.00 kr. 
1990  103.740,00 kr. 
1991  106.340,00 kr. 
1992  108.420,00 kr. 
1993 110.500,00 kr. 
1994  132.340,00 kr. 
1995  132.860,00 kr. 
1996  135.980,00 kr.
1997 136.500,00 kr. 
1998  139.800,00 kr. 
1999  143.520,00 kr. 
2000  148.200,00 kr. 
2001  152.880,00 kr. 
2002  157.040,00 kr. 
2003  161.980,00 kr.
2004  166.660,00 kr. 
2005 170.040,00 kr. 
2006  173.420,00 kr.
2007  177.580,00 kr. 
2008  182.784,00 kr. 
2009  188.496,00 kr. 
2010  195.516,00 kr. 
2011  199.164,00 kr. 
2012  204.876,00 kr. 
2013  208.260,00 kr. 
2014  211.728,00 kr. 
2015  215.016,00 kr. 
2016  217.356,00 kr. 
2017  220.836,00 kr. 
2018  223.596,00 kr. 
2019  226.392,00 kr. 
2020  228.996,00 kr. 
2021  231.864,00 kr. 
2022 232.212,00 kr.
2023 236.736,00 kr.
 2024 244.308,00 kr.

Anciennitet ved fødsel og adoption

Begge forældre, herunder en medmor, optjener 52 ugers anciennitet for hver fødsel eller adoption. Ancienniteten optjenes fra og med dagen for fødslen eller modtagelsen af barnet.

Kvinder, der har født, optjener yderligere 4 ugers anciennitet for hver fødsel. Ancienniteten optjenes i ugerne op til fødslen.

Adoptanter optjener yderligere 2 ugers anciennitet for hver adoption fra Danmark eller 8 ugers anciennitet for hver adoption fra udlandet.

Ancienniteten optjenes i ugerne op til modtagelsen.

Anciennitet ved fødsel og adoption i udlandet

Det er kun borgere, der er omfattet af reglerne i andre EU/EØS-lande, Færøerne, Grønland, Schweiz eller Storbritannien, der kan optjene anciennitet i forbindelse med fødsel og adoptioner i udlandet.

Det gælder dog generelt, at der maksimalt kan optjenes et års anciennitet pr. kalenderår.

Ved opgørelse af din anciennitet kan perioder, hvor du har modtaget en af følgende ydelser, medregnes:

  • Arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v
  • Praktikydelse eller aktiveringsydelse efter lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
  • Uddannelsesydelse eller uddannelsesgodtgørelse efter lov om arbejdstilbud til ledige, lov om en aktiv arbejdsmarkedspolitik, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
  • Feriedagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
  • Særlig uddannelsesydelse efter lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret.
  • Midlertidig Arbejdsmarkedsydelse efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v.
  • Kontantydelse efter lov om kontantydelse.
  • Sygedagpenge efter lov om sygedagpenge og lov om dagpenge under sygdom og fødsel.
  • Barselsdagpenge efter barselsloven og lov om dagpenge under sygdom og fødsel.
  • Ydelser ved pasning af alvorligt sygt barn efter bistandsloven.
  • Feriegodtgørelse efter lov om ferie.
  • Fleksløntilskud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og ledighedsydelse efter lov om aktiv socialpolitik.
  • Plejevederlag til pasning af døende nærtstående efter serviceloven og bistandsloven.
  • Tabt arbejdsfortjeneste efter servicelovens fra før 2003.
  • Løn under værnepligtsuddannelse og tid som militærnægter.
  • Ydelser under skolepraktik og praktikpladskompenserende uddannelse.
  • Perioder med skolepraktik på SU-berettigede uddannelser.
  • Perioder i det ordinære uddannelsessystem efter det fyldte 40 år.

Det gælder dog generelt, at der maksimalt kan optjenes et års anciennitet pr. kalenderår.