Fordi valget af pensionsselskab er aftalt mellem din fagforening og arbejdsgiverforening, kan du kun flytte din arbejdsmarkedspensionsordning til et andet pensionsselskab, hvis dit nye job hører under et andet overenskomstområde, eller hvis du skifter til en firmapensionsaftale.
Hvis du har optjent en arbejdsmarkedspension under overenskomstansættelse i staten, kan pensionen ved jobskifte overføres til et andet pensionsselskab, der opfylder de krav til ydelserne i pensionsordningen, som stilles til pensionsordninger for statsansatte, fx at pensionen skal indeholde en livrente, en invalidedækning og børnepension. Hvis pensionsordningen i det nye pensionsselskab ikke indeholder de samme ydelser, som gjaldt i det tidligere pensionsordning, kan du stadig flytte din pensionsordning, hvis det nye pensionsskab indestår for, at den del af pensionen, der er optjent under den tidligere ansættelse i staten, fortsat respekterer de krav, der hidtil har været gældende.
Kontakt dit nye pensionsselskab for at høre om mulighederne for at flytte din pensionsordning.
Ved at flytte eller samle dine pensioner kan du ofte mindske de løbende omkostninger til administration. Det gælder især hvis pensionen udgør et mindre beløb.
Vilkårene for flytning af din arbejdsmarkedspension
Hvis du gennem din pensionsordning har et gennemsnitsrenteprodukt, skal du ved flytning af din pensionsordning være opmærksom på, om dit pensionsselskab har indført et såkaldt kursværn. Kursværnet er en procentsats, som pensionsselskabet trækker fra en kundes pensionsopsparing, hvis kunden hæver sin opsparing før tid eller flytter den til et andet pensionsselskab. Hvis dit pensionsselskab opkræver et gebyr for at flytte din pensionsordning skal dette betales oven i kursværnet.
Et kursværn sikrer, at de tilbageblevne kunder ikke får et tab på deres pensionsopsparinger, når nogle kunder ønsker at flytte deres pensionsordning. Med pludselig, meget kraftige kursfald kan der opstå en situation, hvor markedsværdien af et pensionsselskabs aktiver bliver lavere end værdien af hensættelserne til dækning af kundernes pensioner. Uden et kursværn ville det være muligt for kunderne at stikke af fra tabet og efterlade regningen til de øvrige kunder.
Kontakt dit pensionsselskab eller din pensionskasse, hvis du vil vide, hvad det koster at flytte din pensionsordning, og om der er indført kursværn.”