Der er to måder, du kan udskyde din orlov på:
- Udskydelse, som alle har ret til
- Udskydelse efter aftale med arbejdsgiver
For at udskyde orloven til til efter barnet er fyldt 1 år, skal du genoptage dit arbejde på fuld tid i en periode, hvor du ellers havde ret til barselsdagpenge.
Som mor skal du genoptage arbejdet mellem den 3. uge og 1 år efter barnets fødsel, og som far eller medmor skal du genoptage arbejdet i løbet af det første år efter barnets fødsel.
Når du senere skal afholde orloven, skal du opfylde betingelserne for at få barselsdagpenge. Læs mere i artiklen ’Kan jeg få barselsdagpenge’.
Du skal også være i arbejde dagen inden du vil holde den udskudte orlov. Vær opmærksom på, at du som lønmodtager har 9 ugers orlov, som ikke kan overdrages, og som du selv skal holde inden 1 år efter barnets fødsel, medmindre du på grund af særlige forhold er forhindret.
1. Udskydelse, som alle har ret til
Du har som hovedregel ret til at genoptage arbejdet på fuld tid og udskyde op til 5 uger af din orlov uden aftale med din arbejdsgiver. Der er forskellige regler for, hvilken del af orloven du kan udskyde, alt efter om du er mor eller far eller medmor til barnet, og om I vælger at overdrage orlov til hinanden.
Hvilken del af orloven kan mor udskyde?
Som mor har du ret til at udskyde op til 5 uger af den orlov, der som udgangspunkt ligger efter de første 10 uger efter barnets fødsel.
Selvom du har ret til mere orlov eller fået overdraget orlov fra den anden forælder, kan du ikke udskyde mere end 5 ugers orlov uden aftale med din arbejdsgiver.
Hvilken del af orloven kan far eller medmor udskyde?
Som far eller medmor kan du udskyde op til 5 uger af den orlov, der som udgangspunkt ligger efter de første 2 ugers orlov ved fødslen.
Selvom du har ret til mere orlov eller fået overdraget orlov fra den anden forælder, kan du ikke udskyde mere end 5 ugers orlov uden aftale med din arbejdsgiver. Brug orloven, inden barnet fylder 9 år.
Den udskudte orlov skal holdes efter 1 år efter fødslen. Orloven skal holdes samlet, og den skal være holdt inden barnet fylder 9 år.
Garanti for at holde orloven senere
Som en beskæftiget lønmodtager har du garanti for at kunne holde orloven senere, hvis du varsler orloven og længden af orloven til din arbejdsgiver senest 8 uger før orloven starter. Det gælder også, selvom du har skiftet arbejdsgiver.
2. Udskydelse efter aftale med arbejdsgiver
Du kan altid aftale med din arbejdsgiver at genoptage arbejdet på fuld tid og udskyde orloven med den tid, arbejdet har været genoptaget.
Mors mulighed for at udskyde orlov:
Hvis forældrene bor sammen ved fødslen, kan mor, som er lønmodtager, udskyde op til 5 uger af sin orlov. Hvis du efter særlige regler har ret til mere orlov eller har fået overdraget orlov fra den anden forælder, kan du udskyde flere ugers orlov.
Læs mere under ’Situationer, der kan have betydning for din orlov’.
Som mor kan du ikke udskyde orlov i de første 10 uger efter barnets fødsel. Hvis du i perioden 3. til 10. uge overdrager op til 8 ugers orlov til den anden forælder og påbegynder den efterfølgende orlov, kan du dog udskyde orlov, som ligger før de 10 uger efter fødslen. Læs mere under ’Overdrag orlov’.
Fars eller medmors mulighed for at udskyde orlov
Hvis forældrene bor sammen ved fødslen, kan far eller medmor, som er lønmodtager, udskyde op til 13 uger af sin orlov. Hvis du efter særlige regler har ret til mere orlov eller har fået overdraget orlov fra den anden forælder, kan du udskyde flere ugers orlov.
Hvis mor i perioden 3. til 10. uge overdrager op til 8 ugers orlov til dig, fordi hun påbegynder den efterfølgende orlov, kan du udskyde de op til 8 ugers orlov. Det kræver, at du genoptager arbejdet fuldt og aftaler det med din arbejdsgiver.
Læs mere under ’Situationer, der kan have betydning for din orlov’.
Læs mere under ’Overdrag orlov’.
Brug orloven, inden barnet fylder 9 år
Den udskudte orlov skal holdes efter 1 år efter fødslen. Orloven skal være holdt inden barnet fylder 9 år og behøver ikke blive holdt samlet. Du har dog ingen garanti for at kunne holde orloven senere. Det er op til aftalen mellem dig og din arbejdsgiver.
Sådan gør du
Hvis du er på orlov lige nu og vil udskyde noget af den, skal du stoppe din orlov her i selvbetjeningsløsningen: