Forskudsopgørelse

Ret forskudsopgørelsen, hvis din økonomi eller dit liv ændrer sig. Så betaler du den rigtige skat løbende.

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

En forskudsopgørelse er en beregning af dine indtægter for det kommende år, og hvad du skal betale i skat.

Forskudsopgørelsen er derfor en slags budget for året. Den kigger fremad og viser din forventede indkomst, fradrag og skat i år. Du bør rette forskudsopgørelsen løbende, hvis din økonomi eller dit liv ændrer sig. På den måde betaler du den rigtige skat løbende, får de rette fradrag, og du kan senere undgå restskat i forbindelse med årsopgørelsen.

Din trækprocent og dit månedsfradrag bliver automatisk beregnet, når du har ændret din indkomst i forskudsopgørelsen. Derefter danner vi et nyt skattekort til dig, og det bliver automatisk sendt til din arbejdsgiver eller andre udbetalere.

Du bør rette din forskudsopgørelse, når der sker større ændringer i din økonomi. Det kan for eksempel være, hvis du:

  • går op eller ned i løn
  • får nyt job
  • bliver ledig
  • begynder eller stopper med at få kørselsfradrag
  • har hjemmearbejdsdage (har betydning for eventuelt kørselsfradrag)
  • køber eller sælger bolig eller fritidsbolig
  • har ændrede renteudgifter
  • får eller stopper med at have fradrag for renteudgifter
  • bliver gift eller skilt
  • begynder at få pension eller efterløn
  • indbetaler mindre eller mere til pensionsopsparing
  • begynder eller stopper med at få SU
  • lukker din virksomhed
  • din virksomheds overskud har ændret sig
  • starter egen virksomhed

Når du retter din forskudsopgørelse, får du med det samme en ny forskudsopgørelse og et nyt skattekort. Dit nye skattekort bliver automatisk sendt til din arbejdsgiver eller andre udbetalere, som fx SU eller dit pensionsselskab.

Du kan rette flere gange i løbet af året.

Du retter din forskudsopgørelse ved at logge på TastSelv med dit MitID. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice. Husk at bestille tid.

Når du er folke- eller førtidspensionist, beregner Udbetaling Danmark fra årets start, hvor meget du kan få i pension ud fra oplysningerne på din forskudsopgørelse fra Skattestyrelsen.

Det er vigtigt, at du hvert år kontrollerer og evt. opdaterer dine oplysninger på forskudsopgørelsen. Det er samtidig vigtigt, at din evt. ægtefælle/samlever også kontrollerer og evt. opdaterer sine oplysninger på forskudsopgørelsen, fordi de indgår i beregningen af din pension. 

Hvis dine og din evt. ægtefælles/samlevers oplysninger ikke er korrekte, kan det betyde, at du får for lidt eller for meget udbetalt i folke- eller førtidspension i årets løb. Derfor kan du ende med at skulle betale pension tilbage, når Udbetaling Danmark gør din pension endeligt op. 

Når du ændrer din forskudsopgørelse, får Udbetaling Danmark automatisk besked fra Skattestyrelsen. Du skal derfor ikke selv kontakte Udbetaling Danmark, hvis du retter i din forskudsopgørelse.