NemKonto

Du skal anvise en af dine konti som din NemKonto, når du modtager penge fra det offentlige

Vælg kommune for at se selvbetjening og information, der gælder dig

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

NemKonto er ikke en ny konto, men er en helt almindelig bankkonto, som du ejer i forvejen. Du kan selv vælge, hvilken af dine konti, der skal være din NemKonto.

Din NemKonto er den konto, som offentlige udbetalere bruger, når de skal udbetale penge til dig.

Her er nogle eksempler på, hvilke offentlige udbetalinger du modtager på din NemKonto:

  • overskydende skat
  • folke- eller førtidspension
  • overførselsindkomster
  • løn og pension til offentlige ansatte
  • familieydelser.

Når en offentlig udbetaler skal udbetale penge til dig, bliver dit CPR-nummer matchet med den bankkonto, som du har anvist som din NemKonto. Det sker for at sikre, at det er den rigtige person, der modtager pengene. Du får derefter udbetalt pengene til din bankkonto.

Din konto er beskyttet

Offentlige udbetalere kan kun overføre penge til din NemKonto. De kan hverken trække penge på din konto eller se din saldo eller kontobevægelser.

Du kan anvise en NemKonto på flere forskellige måder, alt afhængig af om du ønsker at anvise en dansk konto eller en udenlandsk konto. 

Anvis en dansk konto som NemKonto

Du kan anvise en dansk konto som NemKonto på følgende måder:

  • ved at kontakte dit finansielle institut
  • gennem din netbank (Det er ikke alle finansielle institutter, som tilbyder denne løsning)
  • gennem NemKontos selvbetjeningsløsning 

Anvis en udenlandsk konto som NemKonto

  • gennem NemKontos selvbetjeningsløsning 
  • ved at kontakte NemKonto Support

Du skal være opmærksom på, at du får tilsendt et aktiveringsbrev, hvis du bruger selvbetjeningsløsningen.

Hvis du vil hjælpe en anden med NemKonto, skal du være opmærksom på, at det kræver en skriftlig underskrevet fuldmagt. 

Skal du hjælpe en anden med at indberette en udenlandsk NemKonto:

  1. Der skal foreligge en skriftlig underskrevet fuldmagt fra den person du hjælper med at indberette NemKonto for (Fuldmagten skal være på dansk eller engelsk).
  2. Der skal vedhæftes en kopi af gyldig legitimation på fuldmagtsgiver og fuldmagtstager.
  3. NemKontoblanketten skal være udfyldt efter dokumentationskravene, som er beskrevet på første side af blanketten. 

Skal du hjælpe en anden med at anmode om indsigt i NemKonto-registeret:

  1. Der skal foreligge en skriftlig underskrevet fuldmagt, fra den person du hjælper med at søge indsigt i NemKonto-registeret for (Fuldmagten skal være på dansk eller engelsk).
  2. Der skal vedhæftes en kopi af gyldig legitimation på fuldmagtsgiver og fuldmagtstager. 

NemKonto har ikke nogen skabelon til fuldmagt, hvorved I selv skal udarbejde skabelonen til fuldmagt. 

Du kan ikke bruge Digital Fuldmagt til NemKonto. 

Private virksomheder har også mulighed for at udbetale til din NemKonto. De kaldes for private udbetalere. 

Private udbetalere kan fx være din arbejdsplads, dit forsikringsselskab eller dit pensionsselskab.

Her er nogle eksempler på, hvilke udbetalinger du kan modtage fra private udbetalere på din NemKonto:

  • løn fra privat arbejdsgiver
  • pensionsopsparing fra privat pensionsselskab
  • udbetaling af tilskud fra privat sygeforsikring.

Hvis du ikke ønsker at få udbetalt penge til din NemKonto fra en privat udbetaler, kan du til enhver tid vælge det fra ved at kontakte den private udbetaler.

Du kan se, hvilke private udbetalere der har indhentet oplysninger om din NemKonto på NemKontos selvbetjeningsløsning.