Årsopgørelse

I din årsopgørelse kan du se, om du skal have penge tilbage eller har betalt for lidt i skat

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Årsopgørelsen er en oversigt over din skat for sidste år. Den kigger bagud og viser, hvad du har haft af indkomst og fradrag og betalt i skat i året, der er gået.

Hvert år i marts får du en ny årsopgørelse. Her kan du se, om du får penge tilbage i skat eller skal betale restskat. Du skal tjekke, om oplysningerne i din årsopgørelse er korrekte, og rette dem, hvis tal eller oplysninger mangler eller er forkerte.

Når året er slut, tager det Skattestyrelsen nogle måneder at danne din årsopgørelse og samle alle de nødvendige oplysninger om din økonomi fra for eksempel din arbejdsgiver, bank, SU eller pensionsselskab. 

Din årsopgørelse for 2023 er klar i TastSelv den 11. marts 2024. 

Skattestyrelsen danner årsopgørelsen ud fra de oplysninger, vi har om dine indtægter, fradrag, banklån og andre forhold, som for eksempel om du har ejerbolig.

De fleste oplysninger får Skattestyrelsen automatisk fra din arbejdsgiver, pensionsselskab, bank, fagforening osv. Og de tal er som regel rigtige nok.

Men der er oplysninger, som Skattestyrelsen ikke har. Det kan for eksempel være hvis du har betalt eller modtaget børnebidrag, har tjent penge på værdipapirer, eller har udlejet bolig. Det kan også være dit kørselsfradrag.

Det er dit ansvar, at din årsopgørelse er rigtig. Derfor bør du tjekke den, og se om alt er korrekt. Du retter din årsopgørelse ved at logge på TastSelv på skat.dk. Når du har skrevet dine rettelser ind, danner vi med det samme en ny årsopgørelse til dig.

Hvis du ikke nåede at rette din årsopgørelse for 2023 inden fristen den 1. maj 2024, kan du stadig nå det.

Du behøver ikke at være bange for at gøre noget forkert.

Du kan få vejledning undervejs, og hvis du taster forkert, kan du gøre det om igen.

Du kan indtaste ændringer til årsopgørelsen flere gange, hvis du får brug for det.