Ejendomsvurdering og boligskatter

Få overblik over ejendomsvurdering og boligskat, relevante links og henvisninger til, hvor du kan læse mere

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

På Vurderingsportalen kan du læse, hvordan du gør, hvis du vil klage over en ejendomsvurdering.

  • Foreløbig 2022-vurdering
    Du kan ikke klage over din foreløbige 2022-vurdering. Men der er en særlig mulighed for at få ændret den foreløbige vurdering ved køb, salg, nybyg, større ombygninger eller andre ændringer, der giver grundlag for en omvurdering. 
    Når du får den endelige 2022-vurdering kan du klage over den. Du får også mulighed for at tjekke de data, som den bygger på. Hvis der er fejl, kan du give os besked.
  • Ejendomsvurdering for 2020
    Du kan klage over 2020-vurderingen, når du får besked fra os om, at din klageadgang er åben. Herefter har du 90 dage til at sende din klage.
  • Historiske vurderinger 2013-19
    Du kan klage over historiske vurderinger for de år i 2013-19, hvor du ejede ejendommen eller betalte boligskat af den. Du kan først klage over en historisk vurdering, når du får besked fra os.

Som boligejer betaler du 2 slags boligskat:

  • Ejendomsværdiskat: Skat af ejendommens værdi (grund og bygninger)
  • Grundskyld: Skat af grundværdien, som den ville være, hvis der ikke var bygget på den. Grunden vurderes ud fra den anvendelse og udnyttelse, der giver den højeste værdi. Hvis man fx kan bygge mere på grunden, bygge i flere etager, udstykke den eller bruge den til erhverv, så udgør det en potentiel værdi, som er afspejlet i grundværdien.

Boligskatterne beregnes som en procentdel (skattesats) af den offentlige ejendomsvurdering. Men inden skatterne beregnes, trækker Vurderingsstyrelsen 20 procent fra din vurdering. Der gælder nemlig et såkaldt forsigtighedsprincip, der tager højde for den naturlige usikkerhed, der altid vil være, når man vurderer en ejendom.

Nye boligskatteregler fra 1. januar 2024

Den 1. januar 2024 fik vi nye boligskatteregler. Skattelettelser og skatterabat beskytter din boligøkonomi ved overgangen til de nye regler. Hvis skatten stiger, kan du indefryse stigningerne med et lån, som du først skal betale tilbage, når du sælger din bolig.

Som boligejer kan du hvert år låne til betaling af eventuelle stigninger i dine boligskatter. Lånet skal først betales tilbage, når du sælger din bolig.

Ordningen flytter fra kommunen til staten

Hidtil har låneordningen ligget i kommunerne. 1. januar 2024 flyttede den til Skatteforvaltningen.

Du er automatisk tilmeldt, hvis du havde indefrysning hos kommunen

Hvis du frem til 2024 har indefrosset stigninger i din grundskyld hos kommunen, er låneordningen automatisk fortsat i staten. Men fra 2024 indefryser du eventuelle stigninger i både grundskyld og ejendomsværdiskat. Samtidig kommer der renter på ny indefrysning fra 1. januar 2024

Gamle lån bliver i kommunen

Lån oprettet for 2023 eller tidligere skal fortsat betales tilbage til kommunen. Det er også kommunen, der kan oplyse, hvor meget du evt. har lånt til og med den 31. december 2023.

Når du sælger din bolig, får du automatisk en opkrævning af eventuelle lån.

Hvis du eller din ægtefælle har nået folkepensionsalderen – eller modtager pension/efterløn - kan du låne til betaling af din grundskyld. Grundskyld kaldes også ejendomsskat. 

Pensionistlån er et lån med renter. Du kan kun få pensionistlån i én ejendom ad gangen. Når du optager lånet, skal du stille sikkerhed i din ejendom. Du kan derfor ikke få et pensionistlån, hvis der ikke er friværdi i din ejendom.

Hvis du ejer ejendommen sammen med andre, skal de give samtykke til, at skatteforvaltningen opretter et lån med sikkerhed i jeres fælles ejendom. Hvis du bor i ejendommen sammen med en ægtefælle, skal din ægtefælle give samtykke til pensionistlånet – uanset om I ejer ejendommen sammen.

Hvis du får et pensionistlån, skal det først betales tilbage, når du sælger din ejendom. Men du kan vælge at indbetale et valgfrit beløb, hvis og når du ønsker det.

Sådan låner du

I 2024 overtager skatteforvaltningen låneordningen fra kommunerne.

Du kan også ringe til Vurderingsstyrelsen på 72 22 16 16, hvis du vil have hjælp til at ansøge om et pensionistlån.

Har du allerede et lån?

Hvis du har et aktivt pensionistlån i kommunen, vil Skatteforvaltningen automatisk oprette et nyt lån, når staten overtager låneordningen i 2024. Det nye lån vil gælde for skatteåret 2024. På din forskudsopgørelse kan du se, hvor meget vi forventer, at du kommer til at låne i 2024.

Skatteforvaltningen vil på et senere tidspunkt tinglyse sikkerhed for lånet. Når skatteåret 2024 er slut, vil det endelige lån til grundskyld blive stiftet. Herefter vil det fremgå af en personlig låneoversigt på TastSelv på skat.dk.

Gamle lån bliver hos kommunen

Alle pensionistlån hos kommunerne bliver standset, når Skatteforvaltningen overtager låneordningen den 1. januar 2024. Lånene sættes i bero, men der vil fortsat komme renter på. Du behøver dog ikke betale lån eller renter tilbage, før du sælger den ejendom, du har lån i.

De kommunale pensionistlån frem til 2024 bliver indtil videre i kommunerne. Hvis du vil have overblik over dine lån frem til 2024, skal du derfor kontakte den kommune, der har bevilget lånet (den kommune, som ejendommen ligger i).