Når du er timelønnet, optjener du ferie med feriepenge, når du arbejder. Det betyder, at du kan få dine feriepenge udbetalt, når du holder ferie.
Hvor mange feriedage optjener jeg?
Du optjener 2,08 feriedage pr. måned, uanset om du arbejder på fuld tid, nedsat tid, eller arbejder få dage om ugen. Det svarer til, at du optjener 25 feriedage, hvis du er ansat et helt år.
Du optjener 0,07 feriedag pr. dag
Hvis du bliver ansat midt i en måned eller fratræder midt i en måned, optjener du 0,07 feriedage for hver dag, du er ansat. Weekender og fridage tæller også med. Hvis der er dage, hvor du ikke optjener betalt ferie, fx under barselsorlov uden løn, skal disse dage trækkes fra det samlede antal dage i måneden.
Hvis du er løst tilknyttet arbejdsgiveren
Hvis du ikke er fast tilknyttet hos en arbejdsgiver, det vil sige, at du betragtes som opsagt, hver gang arbejdet er udført, optjener du kun ferie i de perioder, hvor du er ansat. Det kan fx være, hvis du arbejder som løst tilknyttet tilkaldevikar. Du optjener 0,07 dages ferie pr. dag, du er ansat.
Sådan beregnes feriepenge
Feriepengene udgør 12,5 % af din løn før AM-bidrag og A-skat. Din løn kan fx bestå af din timeløn, faste tillæg og overarbejdsbetaling.
Du skal også have feriepenge for personalegoder som fx fri bil, fri telefon eller kost og logi. Værdien bliver beregnet på grundlag af takster, som Skatterådet fastsætter.
Du skal også have feriepenge for dit eget bidrag til:
- pensionsordninger, hvor bidrag eller præmier er skattefrie
- aldersopsparing
- aldersforsikring
- arbejdsmarkedsbidrag
- medarbejderinvesteringer.
Du skal ikke have feriepenge af diæter, andre omkostninger i forbindelse med arbejdet, feriepenge, løn under ferie eller ferietillæg.