En fodlænke er en rem med en elektronisk sender, som sættes fast om din ankel. Senderen i remmen kommunikerer med en boks i dit hjem, og den er i konstant forbindelse med en overvågningscentral hos Danmarks Fængsler.
Før afsoning begynder: aktivitetsskema og udetid
Før afsoningen begynder, skal du aftale et aktivitetsskema med Danmarks Fængslers fodlænkeafdeling. Aktivitetsskemaet er en detaljeret plan.
Aktivitetsskemaet bestemmer, hvornår du skal være hjemme, og hvornår du må forlade hjemmet, fx til beskæftigelse, indkøb m.v.
Du kan få 'udetid' på dage, hvor du ikke har andre aktiviteter.
Under afsoningen: uanmeldt kontrolbesøg
Du skal have fodlænken om anklen hele tiden. Hvis du tager den af, udløses en alarm. Fodlænken er vandtæt, så du kan bade som sædvanligt.
Du skal være i dit hjem, når du ikke er på arbejde, på dit uddannelsessted eller deltager i aktiviteter, som Danmarks Fængsler har bestemt eller godkendt.
Danmarks Fængsler kommer på uanmeldt besøg i hjemmet flere gange om ugen og på alle tidspunkter af døgnet.
Hvis du ikke holder aftalerne med Danmarks Fængsler, kan du risikere straks at blive overført til et fængsel eller en arrest, hvor du så skal afsone resten af straffen.