Hvis du har betalt dit børnebidrag, men har fået brev fra Udbetaling Danmark om, at bidraget ikke er betalt, kan du her læse, hvad der kan være årsagen, og hvad du kan gøre.
Hvis du normalt betaler bidraget via Udbetaling Danmark
Hvis det er Udbetaling Danmark, der normalt opkræver børnebidraget fra dig, vil du få et rykkerbrev, hvis du ikke har betalt opkrævningen til tiden.
Når børnebidraget opkræves via Udbetaling Danmark, skal du betale bidraget til Udbetaling Danmark. Udbetaling Danmark får ikke automatisk besked, hvis du i stedet betaler bidraget direkte til den, der skal modtage bidraget. Derfor får du en rykker for manglende betaling af opkrævningen.
Hvis du kontakter Udbetaling Danmark og giver besked om, at du har betalt direkte til den, der skal modtage børnebidraget, vil Udbetaling Danmark forsøge at få dette bekræftet fra modtageren.
Hvis modtageren er uenig i at have modtaget en privat betaling af børnebidrag, vil Udbetaling Danmark bede dig om at sende dokumentation for den private pengeoverførsel af børnebidraget til Udbetaling Danmark. Det kan fx være en udskrift fra banken, hvor det fremgår, at pengene er betalt, og at pengene er børnebidrag. Så vurderer Udbetaling Danmark, om din private betaling kan trækkes fra din opkrævning.
Hvis du normalt selv betaler bidraget direkte til modtageren
Hvis du normalt selv betaler bidraget direkte til den, der skal modtage det, kan du få et brev fra Udbetaling Danmark, hvis modtageren af bidraget mener, du ikke har betalt til tiden og har bedt Udbetaling Danmark opkræve bidraget.
Udbetaling Danmark vil spørge dig, om du har betalt børnebidraget i overensstemmelse med jeres afgørelse fra Familieretshuset eller jeres private aftale, dvs. om du har betalt det korrekte beløb og på den dato i måneden, der er besluttet.
Når du har svaret Udbetaling Danmark, tager Udbetaling Danmark stilling til ansøgningen om at opkræve bidraget fra dig. Det samme sker, hvis din frist for at svare er udløbet. Hvis du ikke har betalt bidraget i overensstemmelse med jeres afgørelse eller aftale, vil Udbetaling Danmark afgøre, at du skal betale børnebidraget via Udbetaling Danmark.