Om kommunale og regionale valg

I Danmark bliver der afholdt kommunal- og regionalvalg hvert 4. år. Næste valg er tirsdag den 18. november 2025

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Der skal afholdes kommunal- og regionalvalg hvert 4. år. Valget finder altid sted den 3.  tirsdag i november i valgåret.

Det kommende valg er tirsdag den 18. november 2025. 

Ved det kommunale valg i 2005 blev der for første gang valgt medlemmer til kommunalbestyrelser i de nye kommuner, som blev etableret i forbindelse med strukturreformen/kommunalreformen.

Danmark er inddelt i 98 kommuner, og der skal vælges en kommunalbestyrelse til hver kommune.

Ved det regionale valg i 2005 blev der for første gang valgt medlemmer til regionsrådene, som blev etableret i forbindelse med strukturreformen/kommunalreformen.

Der er 5 regioner i Danmark, der alle har et regionsråd. Der skal vælges 41 medlemmer til hvert regionsråd.

Fordelingen af mandater - dvs. den måde kandidatlisterne (partierne) får pladser i kommunalbestyrelser og regionsråd på i forhold til deres stemmer - er anderledes end ved folketingsvalg. Ved kommunale valg og regionale valg er der ingen spærregrænse, dvs. at man lettere kan blive valgt ind med bare 1 mandat.

Ved kommunale og regionale valg har de kandidatlister, der opstiller til  valget, mulighed for at støtte hinanden ved at indgå valgforbund. Kandidatlister, der indgår i valgforbund, betragtes som 1 kandidatliste ved opgørelsen af, hvor mange mandater de enkelte kandidatlister har fået. Kandidatlisterne kan derfor ved at indgå i valgforbund i nogle situationer opnå en mandatmæssig fordel og mindske stemmespildet.

Enhver kan klage over et afholdt kommunal- og regionalvalg, hvis man fx har mistanke om, at optællingen af stemmerne ikke er foregået korrekt.

Hvis du ønsker at klage, skal du senest 1 uge efter valgdagen henvende dig til kommunalbestyrelsen eller regionsrådet, der så vil behandle din klage.