Rettigheder, råd og organisationer for personer med handicap

Både i Danmark og internationalt er der fokus på handicap og rettigheder

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Der findes mange handicapforeninger i Danmark. De fleste er patientforeninger, der beskæftiger sig med én sygdom. Der er også større organisationer, der sætter fokus på handicap generelt. Danske Handicaporganisationer, DH, er en af dem. DH er paraplyorganisation for 35 store handicapforeninger.

Sjældne Diagnoser er paraplyorganisation for mere end 60 mindre foreninger for sjældne sygdomme og handicap, fx Dansk Forening for Albinisme.

Kun få mennesker med handicap og etnisk minoritetsbaggrund tager i dag del i handicaporganisationernes aktiviteter og drager nytte af det sociale og faglige fællesskab. Sammenslutningen af Unge med Handicap/ SUMH står for projektet Handicaporganisationer for alle – også etniske minoriteter. Formålet med projektet er, at:

  • informere mennesker med etnisk minoritetsbaggrund om mulighederne i handicaporganisationerne
  • inspirere og hjælpe handicaporganisationerne til at arbejde mere aktivt for at inddrage mennesker med etnisk minoritetsbaggrund
  • motivere fagfolk (social-, sundheds- og skolepersonale) til at informere mennesker med etnisk minoritetsbaggrund om mulighederne i handicaporganisationerne.

Du kan læse mere om Sammenslutningen af Unge med Handicap/SUMH på foreningens hjemmeside.

Alle kommuner har et Handicapråd.

Handicaprådet har til opgave at rådgive kommunalbestyrelsen om handicappolitiske spørgsmål, og det skal høres om alle initiativer, der har betydning for borgere med handicap.

Rådet består af:

  • 3-7 medlemmer fra handicaporganisationerne i kommunen udpeget efter indstilling fra Danske Handicaporganisationer, og
  • 3-7 medlemmer udpeget efter indstilling af kommunalbestyrelsen, heraf et antal af dens medlemmer.

Der skal være lige mange repræsentanter fra henholdsvis handicaporganisationer og kommunen.

Handicaprådene sammensættes for en fireårig periode.

Der findes en række private organisationer, der arbejder for at sætte handicappedes rettigheder på dagsordenen. Blandt dem er Dansk Handicap Forbund, DHF, og Danske Handicaporganisationer, DH, der forsøger at sætte politisk fokus på borgere med handicap, deres vilkår og rettigheder i samfundet.

Det Centrale Handicapråd blev oprettet af Folketinget i 1980 og fungerer som rådgiver i forhold til de offentlige myndigheder og overvåger regler, lovgivning og praksis på handicapområdet.

Hvis du oplever diskrimination på grund af dit handicap, skal du kontakte Institut for Menneskerettigheder.

I disse år er der internationalt fokus på personer med funktionsnedsættelse og deres rettigheder. FN's Generalforsamling vedtog den 14. december 2006 en konvention om rettigheder for borgere med handicap.

Handicapkonventionen trådte i kraft den 3. maj 2008. Lande, som har tilsluttet sig Handicapkonventionen, skal afgive den første beretning inden to år. Derefter mindst hver fjerde år.

Danmark og FN´s handicapkonvention

  • 30. marts 2007 Danmark underskriver konventionen
  • 24. juli 2009 Danmark ratificerer konventionen
  • 23. august 2009 konventionen gælder i Danmark
  • 24. august 2011 Danmarks første rapport blev afleveret til FN´s Handicapkomite

Ideen bag konventionen er, at personer med handicap ikke blot skal være støttet af gode viljer. De skal have juridisk bindende rettigheder, så de via loven kan kræve lige forhold samt forhold, der letter deres handicap.

Fra EU's side har udarbejdet 'Charter om grundlæggende rettigheder'. Charteret forbyder blandt andet forskelsbehandling af enhver art – også når det gælder handicap - og understreger vigtigheden af integration af borgere med handicap. Charteret er ikke juridisk bindende.

Det er direktivet om ligebehandling derimod. Direktivet trådte i kraft i år 2000 og slår blandt andet fast, at personer med handicap skal have adgang til arbejdsmarkedet på lige fod med andre.

Start Giv/anmod om fuldmagt i Digital Fuldmagt

Du har mulighed for at give fuldmagt til en anden person, medarbejder eller virksomhed i selvbetjeningsløsningen 'Giv og anmod om digital fuldmagt' inden for en periode, du selv bestemmer. På den måde kan du lade en anden gøre det, der skal gøres, på dine vegne.

Du kan også anmode om at få en fuldmagt, hvis du vil hjælpe en pårørende eller ven.

Papirfuldmagt

Hvis pårørende ønsker at hjælpe digitalt på et område, hvor der ikke findes en digital fuldmagt, kan en papirfuldmagt stadig bruges.