Hvis du ønsker at stemme på valgdagen, skal du tage hen til det valgsted, der er angivet på dit valgkort. Hvis du har mistet dit valgkort, ikke har modtaget det eller har glemt det, skal du huske anden legitimation.
Det kan fx være:
- sundhedskort (det gule sygesikringsbevis)
- pas
- kørekort.
Åbningstider
Valget til kommuner og regioner holdes tirsdag den 18. november 2025. Afstemningsstederne har åbent mellem kl. 8 og kl. 20.
Kommunalbestyrelsen kan dog beslutte, at afstemningsstederne på visse småøer først åbner kl. 9. Åbningstiden for dit valgsted står på valgkortet.
Stemmelokalet
I stemmelokalet vil der være valgstyrere og tilforordnede vælgere til stede, som er valgt af kommunalbestyrelsen til at holde øje med, at stemmeafgivningen går rigtigt for sig.