Klagemuligheder i Danmark

I Danmark har du oftest mulighed for at klage over myndighedernes afgørelser og sagsbehandling

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du mener, at der er begået fejl eller opstået misforståelser i en sag hos enten kommunale, regionale eller statslige myndigheder, som du er part i, har du normalt mulighed for at klage. Hvem du kan klage til afhænger af, hvad og hvem du ønsker at klage over. 

Er du utilfreds med sagsbehandlingen eller en afgørelse, der er truffet af en offentlig myndighed i en sag, som du er part i, har du som udgangspunkt mulighed for at klage. I mange tilfælde kan du klage til den myndighed, som har truffet afgørelsen, eller til den overordnede myndighed på området.

I andre tilfælde kan du klage til et særligt klagenævn. Som eksempler kan nævnes:

  • Ankenævnet for bus, tog og metro
  • Arbejdsmiljøklagenævnet
  • Byggeklageenheden
  • Energiklagenævnet
  • Helbredsnævnet
  • Miljø- og Fødevareklagenævnet
  • Styrelsen for Patientklager

Du kan få flere oplysninger om klagemuligheder hos den myndighed, du ønsker at klage over. Hvis du ønsker at klage over en afgørelse, kan du læse mere om dine klagemuligheder i den klagevejledning, som skal være vedhæftet afgørelsen. Vær opmærksom på, at der ofte vil være en frist for, hvornår du senest skal have indgivet din klage.

På mange områder er der frister for, hvornår du senest skal have indgivet din klage over en afgørelse. Klagefristen skal være angivet i den klagevejledning, som skal vedlægges afgørelsen, og fristen regnes som regel fra det tidspunkt, hvor du modtog afgørelsen.

Hvornår du anses for at have modtaget en afgørelse afhænger af, hvordan du har modtaget afgørelsen:

Afgørelser modtaget med fysisk post

Afgørelser sendt med almindelig fysisk post (standardpost) vil som udgangspunkt anses for kommet frem til modtageren seks omdelingsdage efter, at afgørelsen er dateret og sendt fra myndigheden.

Med omdelingsdage forstås de dage, hvor PostNord omdeler post. Omdelingsdage inkluderer ikke weekender, helligdage og såkaldte ”mellemdage”.

Afgørelser modtaget med digital post

Afgørelser sendt med digital post anses for modtaget den dag, hvor afgørelsen er tilgængelig for dig i postløsningen. Det vil typisk være den samme dag, som myndigheden har sendt den. Det gælder også, hvis afgørelsen er tilgængelig for dig f.eks. en lørdag, en helligdag eller en såkaldt ”mellemdag”, og det gælder uanset hvilket tidspunkt på døgnet, du har modtaget afgørelsen.

I Danmark har du mulighed for at få aktindsigt i dokumenter hos offentlige myndigheder. Retten til aktindsigt er dog ikke ubegrænset. Hvis du har fået afslag på aktindsigt, har du både krav på at få en begrundelse for afslaget og vejledning om, hvordan du kan klage over afgørelsen.

Du kan klage over afslag på aktindsigt direkte til den myndighed, der er øverste klageinstans i forhold til afgørelsen eller behandlingen i øvrigt af den sag, som anmodningen om aktindsigt vedrører.

Du skal indsende din klage til den myndighed, der har truffet afgørelsen. Denne myndighed skal inden for syv arbejdsdage beslutte, om afslaget skal fastholdes. Hvis myndigheden fastholder afgørelsen, skal myndigheden sende din klage videre til klageinstansen. Klageinstansen vil herefter som udgangspunkt skulle afgøre din klagesag inden 20 arbejdsdage.

Hvis den myndighed, der har truffet afgørelse, er den øverste klageinstans på området, f.eks. et departement, kan du eventuelt klage til Folketingets Ombudsmand.

Er du utilfreds med din kommunes sagsbehandling, kan du i første omgang henvende dig til det kontor i kommunen, som du er utilfreds med. Hvis du er utilfreds med det svar, du får, eller at du ikke modtager svar, kan du klage til borgmesteren eller kontakte en eventuel borgerrådgiver i kommunen.   

En stor del af landets kommuner har etableret en borgerrådgiverfunktion for at styrke dialogen mellem borgere og forvaltning og for at sikre klageadgang og konstruktiv brug af klager til forbedring af kommunens sagsbehandling og borgerbetjening.

Klage over en medarbejder

Hvis du er utilfreds med en medarbejder i en offentlig myndighed, kan du klage til medarbejderens chef. Du kan f.eks. klage til borgmesteren, hvis du er utilfreds med en kommunal medarbejder.

Borgerjournalen er relevant for dig, hvis du har en journal inden for sundheds-, trænings- og omsorgsområdet. I borgerjournalen kan du se de stamoplysninger, kommunen har noteret om dig og dine aktuelle ydelser og aftaler.

Er du kommet til skade, eller har du haft et økonomisk tab, som du mener, er kommunens skyld, kan du måske få erstatning fra kommunen.