Et jobafklaringsforløb er for dig, der ikke kan få forlænget din sygedagpengeperiode, men fortsat er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom. Eller for dig der allerede har opbrugt din sygedagpengeperiode på grund af en tidligere sygemelding.
Formålet med et jobafklaringsforløb er, at du får en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, som bidrager til at fastholde dig på din arbejdsplads eller støtter dig i at vende tilbage på arbejdsmarkedet i enten arbejde eller uddannelse.
Det er en grundlæggende betingelse for at have ret til et jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse, at du er uarbejdsdygtig på grund af egen sygdom efter reglerne i sygedagpengeloven. Det afgørende for vurderingen af uarbejdsdygtighed er dine symptomer og symptomernes indvirken på din evne til at arbejde. Uarbejdsdygtigheden vurderes, som udgangspunkt i forhold til det arbejde, som du er sygemeldt fra eller det arbejdsområde, som du skal stå til rådighed for.
Hvis du er ledig, vurderes uarbejdsdygtigheden på baggrund af det arbejdsområde, som du skal stå til rådighed for. Det betyder, at du skal vurderes både i forhold til de arbejdsområder, som du er uddannet til, men også i forhold til funktioner, som du ikke er uddannet til, men som du har erfaring inden for eller ville kunne varetage efter en kortere oplæring.
Under jobafklaringsforløbet vil du blive tilknyttet en koordinerende sagsbehandler. Den koordinerende sagsbehandler er ansvarlig for at varetage sagsbehandlingen i samarbejde med dig, følge op på igangværende indsatser, koordinere indsatserne på tværs af kommunale forvaltninger og andre myndigheder, samt løbende justere indsatserne i forhold til din arbejds- og helbredssituation.