Når du har fået en afgørelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), går der normalt op til 5 uger, før pengene bliver udbetalt.
Udbetaling efter arbejdsskade
Erstatning for arbejdsskade? Læs om udbetaling, beskatning og beskyttelse af din konto
Tidspunkt for udbetaling
Hvis der klages, kan det forsinke din udbetaling
Når din sag er afgjort, er der flere, der kan klage over den afgørelse, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har truffet.
Følgende parter kan vælge at klage:
- du (selv)
- din arbejdsgiver
- arbejdsgiverens forsikringsselskab
- Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomskontrol (AESK)
Det er AES, der behandler klagen først. Hvis AES fastholder afgørelsen, bliver klagen sendt til Ankestyrelsen, som skal vurdere, om de er enige.
Når sagen er afgjort, kan det betyde, at din udbetaling:
- forbliver uændret
- bliver højere
- bliver lavere
- bortfalder
Du eller din partsrepræsentant får besked om resultatet i en afgørelse.
Får du eller har du fået sociale ydelser
Hvis du får eller har fået en social ydelse – fx revalideringsydelse eller førtidspension – kan det påvirke udbetalingen af din erstatning.
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) kontakter din kommune eller Udbetaling Danmark for at få afklaret, om hele beløbet kan udbetales til dig.
Det afhænger af, hvad kommunen eller Udbetaling Danmark beslutter:
- De kan bede AES om at modregne en del af erstatningen, før den bliver udbetalt.
- De kan vælge at lade AES udbetale det fulde beløb – og i stedet opkræve pengene direkte hos dig.
Derfor kan din udbetaling blive forsinket, hvis du får eller tidligere har fået sociale ydelser.
Har du spørgsmål om dine ydelser eller eventuelt modregning, kan du kontakte din kommune eller Udbetaling Danmark:
Beskatning og pensionsalder
Skal du betale skat af din udbetaling?
Det afhænger af, hvilken type erstatning du får. Nogle typer af erstatning er skattepligtige – andre er skattefri.
Skattepligtige beløb:
- løbende udbetalinger for tab af erhvervsevne.
- uddannelsesgodtgørelse.
- udbetalinger, hvor du får flere måneders ydelse på én gang (fx efter en lang sagsbehandling).
Skattefrie beløb:
- godtgørelse for varigt mén (méngodtgørelse).
- kapitalerstatning for tab af erhvervsevne.
- udgifter til behandling og hjælpemidler.
Hvis du får penge med tilbagevirkende kraft
Nogle gange får du et samlet beløb, der dækker flere måneders løbende ydelse. Det sker typisk, når sagen har været under behandling, og du først får pengene senere. I det tilfælde bliver hele beløbet beskattet i det år, hvor det bliver udbetalt.
Hvis der er skattepligtig indkomst, får du et brev fra AES Udbetaling.
Indberetning til Skattestyrelsen
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) indberetter din erstatning til Skattestyrelsen, hvis den er skattepligtig.
Ved løbende udbetalinger – fx erstatning for tab af erhvervsevne – trækker AES skat, inden pengene bliver udbetalt.
Hvis du får et skattepligtigt engangsbeløb, der dækker tidligere månedlige erstatninger, bliver hele beløbet beskattet i det år, du modtager det.
Sådan indberetter vi til Skattestyrelsen
Vi indberetter oplysningerne om din erstatning til Skattestyrelsen på følgende måde:
- Bruttoindkomsten i felt 14
- Den afledte skat af bruttoindkomsten i felt 15
Ønsker du at fordele beskatningen?
Du kan søge Skattestyrelsen om at fordele beløbet over flere år, hvis det har væsentlig økonomisk betydning for dig. Du skal søge senest ved udgangen af det år. Hvor du har fået pengene udbetalt.
Det kan fx være, hvis:
- du skal betale topskat
- du bliver modregnet i en offentlig ydelse
Du modtager et udbetalingsbrev med en opgørelse fra AES Udbetaling, hvor du kan se, hvordan erstatningen er fordelt på de forskellige skatteår.
På skat.dk kan du læse mere om, hvordan du søger om at få beskatningen fordelt over flere år i Skattestyrelsens vejledning afsnit C.A.3:1:1:2:
Giv besked, hvis AES Udbetaling skal bruge dit hovedkort
Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) bruger som udgangspunkt dit bikort, når de udbetaler erstatning. De får det automatisk fra Skattestyrelsen.
Hvis du ønsker, at AES Udbetaling i stedet skal bruge dit hovedkort, skal du selv give besked.
Kontakt AES Udbetaling
Ring til AES Udbetaling på 70 10 58 40
Forhøjet pensionsalder
Forhøjet pensionsalder
Folkepensionsalderen er forhøjet fra 69 år til 70 år den 31. december 2025. Ændringen gælder for dig, der er født 1. januar 1971 eller senere.
Den forhøjede pensionsalder kan have betydning, hvis du har fået erstatning efter tab af erhvervsevne efter en arbejdsskade.
Ændringen kan betyde, at du kan:
- få forlænget din månedlige erstatning, hvis den ville være stoppet ved 69 år
- få udbetalt et ekstra engangsbeløb, hvis du tidligere har fået udbetalt erstatning som et engangsbeløb
- have ret til yderligere dækning af fremtidige permanente udgifter til behandling eller hjælpemidler.
I de fleste tilfælde sørger AES for, at du får erstatningen – i nogle tilfælde skal du selv gøre noget. Læs mere om, hvad der gælder for dig.
Hvornår får du besked?
Hvis forhøjelsen af pensionsalderen gælder for dig, behandler AES din sag. Du kan forvente at modtage et brev i løbet af 2026. Brevene bliver sendt i takt med, at AES vurderer de enkelte sager hen over året.
I brevet kan du læse, hvad ændringen betyder for dig. Det kan være:
- Udbetaling som engangsbeløb: Har du fået udbetalt erstatning som et engangsbeløb, kan du have ret til et ekstra engangsbeløb. AES sender en afgørelse til dig og til forsikringsselskabet. Beløbet bliver herefter udbetalt.
- Månedlig udbetaling: Får du udbetalt din erstatning hver måned, kan du have ret til, at den forlænges fra du fylder 69 år til 70 år. Hvis erstatningen forlænges, får du et orienteringsbrev fra AES.
Du skal ikke gøre noget som udgangspunkt
Du skal ikke selv gøre noget, hvis din erstatning for tab af erhvervsevne:
- udbetales månedligt
- er udbetalt som et engangsbeløb
Du skal kun selv kontakte:
- AES, hvis din sag om tab af erhvervsevne er afgjort før 1994. Det er for at være sikker på, at din sag bliver genoptaget.
- AES eller din arbejdsgivers forsikringsselskab, hvis du har fået anerkendt dækning af permanente udgifter til behandling eller hjælpemidler.
Betingelser for yderligere erstatning
Du skal opfylde alle følgende betingelser for at få yderligere erstatning:
- Du er født 1. januar 1971 eller senere og dermed omfattet af den forhøjede folkepensionsalder.
- Du har enten været udsat for en ulykke, en kortvarig skadelig påvirkning eller en pludselig løfteskade 1. april 1978 eller senere, eller fået anmeldt en erhvervssygdom den 1. april 1978 eller senere.
Derudover skal én af følgende betingelser være opfyldt:
- Du har modtaget en endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Erstatningen kan være udbetalt som engangsbeløb eller som løbende månedlige ydelser.
- Du har modtaget et engangsbeløb, som erstatning for fremtidige permanente udgifter til behandlinger eller hjælpemidler. Engangsbeløbet skal være opgjort før den 1. juli 2024.
Kort om lovændringen
Forhøjelsen af folkepensionsalderen er en del af velfærdsreformen fra 2006, hvor pensionsalderen reguleres i takt med danskernes levealder. Folketinget vedtog den 22. maj 2025 lovforslag L 149, som betyder, at folkepensionsalderen forhøjes til 70 år for personer født 1. januar 1971 eller senere. Lovændringen er trådt i kraft 31. december 2025.
Hvis du har brug for kreditorbeskyttelse
Giv besked, hvis AES Udbetaling skal bruge en kreditorbeskyttet konto
AES Udbetaling (AESU) udbetaler som udgangspunkt erstatningen til din NemKonto, hvor dine penge ikke er beskyttet mod kreditorer.
Hvis du ønsker pengene udbetalt på en kreditorbeskyttet konto, skal du skrive til AES.
Sådan beskytter du din erstatning
Dit krav på erstatning for en arbejdsskade er personlig og beskyttet af arbejdsskadesikringsloven. Det betyder, at private kreditorer ikke må tage din erstatning – fx ved skilsmisse eller gæld.
Erstatningen:
- er personlig og kan ikke overdrages
- kan ikke gøres til genstand for udlæg
- kan ikke inddrives af private kreditorer
- kan dog inddrives af det offentlige, hvis du har gæld til fx Skattestyrelsen
Du skal selv sikre dine penge med en beskyttet konto
Hvis du vil beskytte din erstatning mod krav fra andre, skal du have en kreditorbeskyttet konto.
Det gør du ved at:
- kontakte din bank
- bede om at få oprettet en særskilt konto til din erstatning
Når kontoen er oprettet, skal du give besked til AES Udbetaling:
Vær opmærksom på:
- kontoen mister beskyttelsen, hvis du bruger erstatningen som sikkerhed for et lån
- du må ikke overføre andre penge til den beskyttede konto – det kan ophæve beskyttelsen.
Særlige situationer
Du får uddannelsesgodtgørelse: Bliv klogere på din økonomi
Når du får uddannelsesgodtgørelse, udbetaler Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) hver måned et beløb til dig. Beløbet svarer som udgangspunkt til 83 % af den løn, du tjente før din arbejdsskade.
På borger.dk kan du læse mere om reglerne:
Din bank har spørgsmål om kreditorbeskyttelse
Alle ydelser du modtager fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) kan kreditorbeskyttes – herunder også de løbende månedlige ydelser. Kreditorbeskyttelsen af ydelser fra AES fremgår af ASL § 11 og 30 samt Retsplejelovens § 513.
Din erstatning fra AES er personlig og kan ikke overføres til andre. Den er også beskyttet mod krav fra private kreditorer. Det betyder, at der som udgangspunkt ikke kan foretages udlæg eller anden retsforfølgning i beløbet.
Din læge eller tandlæge har brug for information
Hvis din læge eller tandlæge har spørgsmål om anmeldelse, oplysninger eller fakturering, kan de finde svar på Arbejdsmarkedet Erhvervssikrings (AES) hjemmeside aes.dk.
Du flytter til udlandet
Hvis du flytter til udlandet, fortsætter din udbetaling fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES).
Én gang om året modtager du en leveattest, som du skal udfylde og sende tilbage. Udbetalingen stopper, hvis du ikke returnerer attesten.
Det er vigtigt, at du bruger præcis den attest, som bliver sendt til dig. Den indeholder nemlig en stregkode med dine personlige oplysninger.
Har du spørgsmål, kan du kontakte AES:
Mere viden
Lovgivning
Her kan du læse mere om lovgivningen for arbejdsskader:
Hvis du vil klage
Hvis du vil klage over en afgørelse fra AES, skal du bruge deres digitale formular: