Udland og ferie

Der gælder særlige regler for din ferie, hvis du flytter til eller opholder dig i udlandet

Der gælder særlige regler for din ferie, hvis du flytter til eller opholder dig i udlandet

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du flytter til udlandet og fratræder dit job i Danmark, kan du få udbetalt de feriepenge, du har til gode for det nuværende og næste ferieår.

Hvis dine feriepenge er hos FerieKonto eller Feriepengeinfo, modtager du et brev om, at dine feriepenge vil blive udbetalt automatisk til din NemKonto.

Hvis du fortsat arbejder for en dansk arbejdsgiver under dansk ferielov, skal du inden tre uger efter modtagelsen af brevet give FerieKonto/Feriepengeinfo besked om, at du ikke vil have dine feriepenge udbetalt.
 
Hvis det er Arbejdsmarkedets Centrale Ferieregister (ACF), der har feriepengene, skal du huske at søge om at få dem udbetalt. Du skal søge, senest seks måneder efter du fratræder.

Har du ikke bestilt dine feriepenge inden fristen, kan du kun få dine feriepenge udbetalt, hvis du har holdt din ferie i ferieåret eller har været forhindret i at holde din ferie på grund af særlige forhold.

Jeg framelder mig ikke CPR

Hvis du opholder dig udlandet uden at framelde dig det Centrale Personregister (CPR), så kan feriepengene for det nuværende og næste ferieår ikke udbetales automatisk.

Du skal derfor bestille feriepengene, når du holder ferie.

Jeg flytter til Færøerne eller Grønland

Den danske ferielov gælder ikke på Færøerne og i Grønland.

Hvis du flytter til Grønland og tilmelder dig det grønlandske folkeregister, betyder det efter ferieloven, at du ikke er tilmeldt det danske folkeregister. Det betyder, at du kan bestille dine feriepenge, fordi du flytter til udlandet.

Hvis du ønsker at få alle feriepengene udbetalt på én gang, skal du søge om udbetaling senest seks måneder fra din sidste dag på det danske arbejdsmarked. Herefter skal du i stedet holde ferie for at få feriepengene udbetalt.

Opholder du dig i udlandet, skal du som udgangspunkt holde din ferie som normalt for at få udbetalt dine feriepenge.

Er du forhindret i at holde din ferie, fordi du arbejder i udlandet og ikke er omfattet af den danske ferielov, kan du få udbetalt dine feriepenge. Det er et krav, at du opholder dig i udlandet og samtidig arbejder som lønmodtager, hvor du ikke er omfattet af den danske ferielov.

Hvis du bor i udlandet, men arbejder fast i Danmark, er du omfattet af den danske ferielov.

Når dit arbejde i Danmark slutter, og du ikke længere skal arbejde i Danmark, kan du få udbetalt de feriepenge, du har til gode for det nuværende og næste ferieår.

Din arbejdsgiver må gerne udbetale dine feriepenge direkte til dig, når du ikke længere arbejder i Danmark. Det kræver, at du har haft ferie med løn, og at du sender din arbejdsgiver dokumentation på, at du har fået arbejde i udlandet eller er tilmeldt en udenlandsk a-kasse.

Hvis dine feriepenge er hos FerieKonto eller Feriepengeinfo, skal du give FerieKonto/Feriepengeinfo besked om, at du ikke længere arbejder i Danmark. Herefter skal du bestille feriepengene på borger.dk

Hvis det er Arbejdsmarkedets Centrale Ferieregister (ACF), der har feriepengene, og du ikke kan bestille dem på borger.dk, skal du bruge det feriekort, du har fået sendt med post, Digital Post eller e-Boks.

Ansøgningsfrist

Hvis du ønsker at få alle feriepengene udbetalt på én gang, skal du søge om udbetaling senest seks måneder fra din sidste dag på det danske arbejdsmarked. Herefter skal du i stedet holde ferie for at få feriepengene udbetalt.

Hvis du ikke kan søge digitalt

Hvis du ikke kan bestille feriepenge digitalt, skal du i stedet bruge en ansøgningsblanket. Du kan se, hvem der skal betale dine feriepenge, og hvor mange dage du har optjent i det feriebrev, som du har fået ved ferieårets start.

Som udgangspunkt gælder ferieloven kun for dig, hvis du arbejder i Danmark. Det betyder, at dit arbejdssteds geografiske beliggenhed afgør, om den danske ferielov gælder for dig. Hvis du fx bor i Tyskland, men arbejder fast i Danmark, vil du være omfattet af den danske ferielov.

Der gælder særlige regler, hvis dit ansættelsesforhold har tilknytning til flere lande, fx hvis du arbejder i udlandet for en dansk arbejdsgiver.

Jeg er udstationeret til et EU-land

Er du udstationeret til et EU-land, kan du blive omfattet af dette lands regler. Du og din arbejdsgiver kan aftale, hvilket lands regler, der skal gælde for dig. Du kan dog ikke miste ufravigelige rettigheder i den lov, som du ville have været omfattet af, hvis I ikke havde lavet aftalen.

Har I ikke aftalt at bruge et bestemt lands lov, skal I bruge loven i det land, hvor du sædvanligvis arbejder. Det samme gælder, hvis du kun midlertidigt er udstationeret i et andet land. Din udstationering bliver som udgangspunkt anset for at være midlertidig, hvis den ikke varer mere end 12 måneder.

Hvis du sædvanligvis arbejder i Danmark, men bliver udstationeret tre år i træk, vil du som udgangspunkt ikke optjene ferie efter den danske ferielov. Men du kan evt. optjene ferie efter det andets lands regler.

Arbejde i forskellige lande

Arbejder du ikke et fast sted, er du som udgangspunkt omfattet af loven i det land, hvor din arbejdsgiver har forretningssted. Det gælder dog ikke, hvis din ansættelsesaftale har en nærmere tilknytning til et andet land. Det kan fx være tilfældet, hvis du er eksportchauffør.

Hvis du normalt arbejder i udlandet, men er blevet udstationeret til Danmark, kan du være omfattet af den danske ferielov.

Jeg arbejder midlertidigt i Danmark

Hvis du midlertidigt arbejder i Danmark, er du som udgangspunkt omfattet af feriereglerne i det land, hvor du normalt arbejder, men du har også visse supplerende danske ferierettigheder. Din arbejdsgiver skal supplere din ferie og betaling op til den danske ferielovs niveau.

Jeg arbejder i længere tid i Danmark

Du er omfattet af den danske ferielov, hvis du arbejder i Danmark over længere tid, og dit ophold ikke længere er midlertidigt.

Når du har været ansat et år, har du som udgangspunkt ret til betalt ferie i fem uger. Du får enten:

  • feriepenge på 12,5 pct. af din samlede løn i optjeningsåret
  • løn under ferie og ferietillæg på 1 pct. af din samlede løn i optjeningsåret

Det gælder også, hvis du ikke ved, hvornår din udstationering i Danmark slutter.