Forberedende grunduddannelse (FGU)

Den forberedende grunduddannelse (FGU) forbereder dig til at gå i gang med en ungdomsuddannelse eller komme i job

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Den forberedende grunduddannelse (FGU) henvender sig til unge under 25 år, der ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse og som heller ikke er i beskæftigelse.

Hvis du ikke føler dig parat til at gå i gang med eller gennemføre en anden ungdomsuddannelse, er FGU måske noget for dig. Formålet med FGU er, at du efterfølgende kan fortsætte på en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse eller i job.

Du kan tage den forberedende grunduddannelse på en FGU-skole i din kommune. Uddannelsen består af et introducerende basisforløb og tre uddannelsesspor.

De tre uddannelsesspor er:

  • almen grunduddannelse (agu)
  • produktionsgrunduddannelse (pgu)
  • erhvervsgrunduddannelse (egu)

På de tre uddannelsesspor er der optagelse to gange om året, mens der er løbende optag på basisforløbet.

Både på basisforløbet og uddannelsessporene kan du få undervisning på forskellige niveauer. Du kan altså begynde og afslutte på det niveau, der passer til dig.

Det er ikke et krav, at du gennemfører FGU på en bestemt tid. Men som udgangspunkt kan du ikke gå på FGU i mere end to år.

Hvis du er i tvivl, om FGU er noget for dig, kan du starte i et afsøgningsforløb på op til 2 uger. Her kan du blive klogere på de forskellige fagområder og få vurderet dine kompetencer (fx tidligere skolegang, arbejde og kurser).

Har du fået afslag på ønsket om optagelse på den forberedende grunduddannelse, kan du klage skriftligt eller mundtligt til kommunen.

Den almene grunduddannelse (agu) er for dig, der gerne vil have adgang til en erhvervsuddannelse eller en gymnasial uddannelse, eksempelvis den 2-årige HF.

Agu består af praksisrettet undervisning i fag som dansk, matematik, engelsk og naturfag. Undervisningen er tæt koblet til praksis, dvs. at I arbejder med, hvordan man kan bruge den teoretiske viden til at løse konkrete problemstillinger ude i virkeligheden.  Derudover arbejder I med forskellige projekter og temaer på holdet.

Produktionsgrunduddannelsen (pgu) er for dig, der godt kan lide praktisk arbejde, men også gerne vil forbedre dig i fx dansk eller matematik. Undervisningen foregår på et af skolens værksteder, hvor du fx kan arbejde med at lave mad i et køkken, bygge ting på et træværksted eller producere videoer på et medieværksted.

Pgu er bygget op omkring et fagligt tema med værkstedsundervisning, hvor formålet er at forberede dig til en erhvervsuddannelse eller til ufaglært beskæftigelse. De faglige temaer er særligt udviklet til FGU og består bl.a. af værkstederne ’Byg, bolig og anlæg’, ’Industri’, ’Mad og ernæring’ og en række andre værksteder.

Undervisningen på pgu består af 2/3 produktion og 1/3 teori. Det betyder, at du – udover at vælge et fagligt tema – også skal deltage i undervisning i fx dansk, matematik og PASE (privatøkonomi, arbejdspladslære, samarbejdslære, erhvervslære).

Erhvervsgrunduddannelsen (egu) er for dig, der gerne vil i virksomhedspraktik og få konkrete erfaringer og kompetencer, der forbereder dig til en erhvervsuddannelse eller beskæftigelse.

På erhvervsgrunduddannelse (egu) er du i praktik i en virksomhed det meste af tiden og lærer at indgå i dagligdagen på en almindelig arbejdsplads. Du kan fx komme i praktik som mekaniker, maler eller serviceassistent. Det er den kommunale ungeindsats, der aftaler praktikforløbet med dig og en virksomhed.

Ved siden af praktikforløbet deltager du i et skoleforløb med undervisning i et fagligt tema og i fag, der er relevante for praktikken. Forløbet på egu er fordelt med 2/3 praktik og 1/3 teori.

Du er i målgruppen til den forberedende grunduddannelse (FGU), hvis du er under 25 år og ikke har gennemført eller er i gang med en ungdomsuddannelse og heller ikke er i beskæftigelse.

Du kan starte på FGU direkte efter 9. eller 10. klasse, hvis du fx er vurderet ikke-uddannelsesparat til en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse. Det skal ske efter aftale med din vejleder i kommunen og i samarbejde med dine forældre.

Du kan også starte på FGU, hvis du har været i gang med anden ungdomsuddannelse, som du ikke har gennemført. Det gør du ved at snakke med din vejleder i kommunen.

FGU henvender sig til unge under 25 år, men du kan i særlige tilfælde starte på FGU, efter du er fyldt 25 år. Det kræver, at din uddannelsesvejleder i kommunen vurderer, at FGU er det rette tilbud for dig, og at du er indforstået med det.

Der er ingen adgangskrav til FGU. Men for at du kan blive optaget på FGU, skal du og din vejleder i kommunen i fællesskab vurdere, at FGU er det rigtige uddannelsestilbud for dig. Det hedder en målgruppevurdering.

Hvis du er i målgruppen, laver du og din vejleder i kommunen efterfølgende en uddannelsesplan sammen, som beskriver, hvordan du opnår de mål, du har om uddannelse eller job. Uddannelsesplanen er samtidig en aftale mellem dig og den kommune, du bor i.

På FGU-skolen får du lavet en forløbsplan, der beskriver dit uddannelsesforløb. Det kan være valg af uddannelsesspor, erhvervstræning, virksomhedspraktik, kombinationsforløb og valgfag.

På basisforløbet er der løbende optagelse, mens der på de tre uddannelsesspor (agu, pgu og egu) er optagelse to gange om året - i januar og i august.

Du starter på det niveau på uddannelsen, som passer til dine behov og forudsætninger.

Du får skoleydelse, når du går på FGU. I 2019 er skoleydelsen følgende:

  • 1.516 kr. om måneden, hvis du er under 18 år
  • 2.631 kr. om måneden, hvis du er over 18 år og hjemmeboende
  • 6.106 kr. om måneden, hvis du er over 18 år og udeboende

Hvis du har børn, kan du desuden få et tillæg.

På FGU kan du blive kvalificeret til at fortsætte på en erhvervsuddannelse, en gymnasial uddannelse, eksempelvis den 2-årig hf, eller gå direkte ud i et ufaglært job.

Dine muligheder efter FGU afhænger af, hvilket uddannelsesspor du har fulgt, hvilke fag du har taget, og hvilket niveau du har opnået i dine fag.

Du kan få adgang til den 2-årige hf ved at bestå dansk eller dansk som andetsprog, engelsk og matematik på d-niveau og samfundsfag og naturfag på mindst g-niveau.

For at blive optaget på en erhvervsuddannelse skal du som udgangspunkt have bestået 9. klasses afgangseksamen. Hvis du ikke har bestået afgangseksamen, men har fået mindst 2,0 i dansk og matematik på g-niveau, kan du blive optaget via en samtale på erhvervsskolen.