Almen studentereksamen (stx)

Den almene studentereksamen (stx) tager 3 år

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Optagelse.dk

For at blive optaget på den 3-årige uddannelse til almen studentereksamen skal du som udgangspunkt have bestået folkeskolens afgangsprøve og opfylde en række andre betingelser. Alternativt kan du blive bedt om at aflægge en centralt stillet optagelsesprøve og deltage i en optagelsessamtale, som skolen gennemfører.

Ansøgningen foregår digitalt, og du søger via optagelse.dk.

Ansøgningsfrister 

Hvis du går i 9. eller 10. klasse: Ansøgningsperioden foregår fra der åbnes i Optagelse.dk i januar og frem til ansøgningsfristen den 1. marts. Din skole og din vejleder hjælper dig med at udfylde din uddannelsesplan og søge om optagelse.

Du får skriftligt svar senest den 1. juni, om du er blevet optaget.

Hvis du er gået ud af skolen: Ansøgningsperioden foregår fra der åbnes i Optagelse.dk i januar og frem til ansøgningsfristen den 1. marts. Din ansøgning bliver vurderet sammen med ansøgningerne fra de elever, der søger direkte fra 9. eller 10. klasse. Du selv udfylde en ansøgning via optagelse.dk.

Formålet med stx er at forberede eleverne til en videregående uddannelse. Derudover er uddannelsen alment dannende, hvilket betyder, at eleverne skal lære at forholde sig reflekterende og ansvarligt til deres omverden, dvs. medmennesker, natur, samfund og deres egen udvikling. Uddannelsen skal desuden udvikle elevernes kreative og innovative evner og kritiske sans.

Stx er forbundet med videnskabsfagene inden for humaniora, samfundsvidenskab og naturvidenskab. Der arbejdes med en bred fagrække.

De første 3 måneder består af et grundforløb. Herefter kan du vælge imellem de studieretninger, som skolen udbyder. Studieretningerne grupperes i hhv. naturvidenskab, samfundsvidenskab, sprog og kunst.

For elever, der er optaget under TEAM Danmark, og for elever, der er optaget på Musikalsk Grundkursus (MGK) eller tilsvarende kursus, kan uddannelsen tilrettelægges over fire år.

Der findes også en toårig uddannelse til stx (toårig stx) med færre obligatoriske fag, og hvor eleverne vælger studieretning og de valgfag, der skal påbegyndes det første år, ved starten af uddannelsen. Uddannelsen har ikke grundforløb. Optagelse på uddannelsen kan tidligst finde sted ét år efter, at ansøgeren har afsluttet 9. klasse. Skolen afgør ud fra en vurdering af ansøgerens faglige kvalifikationer og forudsætninger i øvrigt, om en ansøger kan optages.

På uddannelsen får du løbende standpunktskarakterer, typisk 2 til 3 gange årligt, og du får en årskarakter i hvert fag ved afslutningen af faget.

Du skal igennem mindst 10 prøver med ekstern censur, herunder en mundtlig prøve med udgangspunkt i et studieretningsprojekt, i løbet af din tid på uddannelsen.

Stx er bestået, hvis gennemsnittet er mindst 2,0 ifølge 7-trins-skalaen.

Hvis du er utilfreds med undervisningen og undervisningens tilrettelæggelse, prøver, herunder prøvekarakterer, tildelt studieretning og valgfag, mangel på specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand mv., kan du klage til skolens leder.

Er du utilfreds med en afgørelse truffet af skolens leder, kan du i en række tilfælde aflevere en skriftlig klage til lederen, som videresender klagen til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet med sin egen udtalelse i sagen.

Før sagen videresendes til styrelsen, har du ret til at kommentere sagen. Dine eventuelle kommentarer bliver sendt med til styrelsen.