Universitetsuddannelser

15. marts og 5. juli er der frist for ansøgning om optagelse på de videregående uddannelser

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Bacheloruddannelserne på universiteterne varer 3 år. De kan efterfølges af 2-årige kandidatuddannelser eller 1-årige akademiske overbygningsuddannelser (AO).

Uddannelserne er teoretiske og bygger på videnskabelige teorier og metoder. De giver både stor faglig bredde og specialiseret indsigt. 

Efter en kandidatuddannelse kan man søge en forskerstilling og tage en ph.d.-grad. 

Eksempler på universitetsuddannelser er:

  • historie
  • datalogi
  • jura
  • sociologi
  • medicin
  • civilingeniør. 

Du kan se en oversigt over universitetsuddannelser og læse detaljerede beskrivelser af de enkelte uddannelser på informations- og vejledningsportalen UddannelsesGuiden.

Start Optagelse.dk

Du søger optagelse på de videregående uddannelser via optagelse.dk.

Du kan hvert år søge fra 1. februar. Ansøgningsfristerne er 15. marts og 5. juli inden kl. 12. 

Du kan læse om adgangskrav, ansøgningsfrister, regler og principper for optagelse på de videregående uddannelser på UddannelsesGuiden. 

De fleste uddannelsessteder benytter et kvotesystem, hvor ansøgerne kan optages gennem to kvoter.

I kvote 1 bliver du vurderet på baggrund af dit karaktergennemsnit fra din adgangsgivende gymnasiale eksamen. Ansøgere med det højeste gennemsnit bliver optaget først. 

I kvote 2 bliver du også vurderet på andre faglige kriterier end din adgangsgivende eksamen. Hvis du har et andet adgangsgrundlag end en hel gymnasial eksamen - fx en erhvervsuddannelse eller hf-enkeltfag - skal du søge kvote 2. Uddannelsesstederne fastlægger selv de kvote 2-kriterier, som du vurderes ud fra. Det betyder, at der kan være stor forskel på kvote 2 fra uddannelsessted til uddannelsessted. 

Du kan se kvote 2-kriterierne på uddannelsesstedernes hjemmesider. 

Ansøgningsfristen for kvote 1 er 5. juli inden kl. 12.00. 

Ansøgningsfristen for kvote 2 og for ansøgere med udenlandsk eksamen er 15. marts inden kl. 12.00.  

Du har mulighed for at søge en ledig studieplads, hvis du ikke er kommet ind på nogen af de uddannelser, du har søgt. Der kan være ledige pladser andre steder i landet på den eller de uddannelser, du har ønsket at blive optaget på. Der kan også være ledige pladser på en uddannelse, der er beslægtet med den eller de uddannelser, du har har søgt.

Du kan få et overblik over ledige pladser på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside. Listen bliver opdateret løbende, efterhånden som pladserne bliver besat. 

Du skal klage direkte til det uddannelsessted, du har søgt, hvis du mener, at din ansøgning ikke er blevet behandlet efter de gældende regler.

Fristen for at klage er 2 uger efter, at du har fået afslag på din ansøgning.