Hvis du klager over en afgørelse, skal AUB have din klage,
senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen.
Sådan beregnes klagefristen ved Digital Post
Hvis brevet med afgørelsen er sendt til dig med Digital
Post, skal AUB have modtaget din klage senest 4 uger efter brevets dato, da du modtager brevet
samme dag, som det er sendt.
AUB skal have modtaget din klage senest kl. 23.59 på den dag, klagefristen udløber.
Udløber klagefristen på en lørdag, søndag, helligdag eller
fredagen efter Kristi Himmelfart, bliver klagefristen forlænget til den første
hverdag derefter.
Sådan beregnes klagefristen ved papirpost
Hvis brevet med afgørelsen er sendt til dig med papirpost,
skal AUB have
modtaget din klage senest 4 uger + 6 hverdage efter brevets dato. Det skyldes,
at det fysiske brev kan være 6 hverdage om at komme frem.
AUB skal have modtaget din klage inden kontortids ophør på den dag, klagefristen
udløber. Husk at tage højde for den tid, din klage er undervejs til AUB, hvis du sender
den med papirpost.
Udløber klagefristen på en lørdag, søndag, helligdag eller
fredagen efter Kristi Himmelfart, bliver klagefristen forlænget til den første
hverdag derefter.
Hvad sker der, hvis jeg klager for sent?
Hvis du klager for sent, sender AUB din klage videre til Ankenævnet for ATP m.m., som beslutter, om der er særlige grunde til, at din klage alligevel skal behandles. Det kan fx være, fordi du grundet alvorlig sygdom ikke har kunnet klage.