Hvis I ikke bor sammen ved fødslen
Hvis I som forældre ikke bor sammen, når barnet bliver født, sker der en anden tildeling af jeres orlov end den lige fordeling med 24 uger til hver forælder efter fødslen.
Hvis I flytter fra hinanden efter fødslen, har det ikke betydning for tildelingen af jeres orlov.
Orloven for forælderen, som barnet bor hos
Den forælder, som barnet har folkeregisteradresse hos på fødselstidspunktet, vil automatisk få 13 ugers ekstra orlov oveni de 24 ugers orlov efter fødslen. De 13 ugers orlov skal som udgangspunkt afholdes, inden barnet fylder 1 år.
Forælderen kan vælge at overdrage de 13 ugers orlov til den anden forælder, samt at udskyde eller forlænge ugerne frem til barnet fylder 9 år, hvis betingelserne er opfyldt.
Hvis forælderen vil holde de 13 ekstra uger i forlængelse af den igangværende orlov, skal forælderen ændre sin sidste fraværsdag på selvbetjeningen Min barsel.
Søg om barselsdagpenge hurtigst muligt
Forælderen
skal søge om barselsdagpenge under orloven senest 8 uger efter fødslen eller senest 8 uger
efter første orlovsdag, ellers kan forælderen miste barselsdagpenge. Det gælder både for de 24 ugers orlov og de 13 ugers
orlov. Der skal kun søges en gang, medmindre orloven afbrydes undervejs.
Hvis orloven afbrydes undervejs
og noget af orloven derfor holdes på et senere tidspunkt, skal forælderen søge
om barselsdagpenge senest 8 uger efter første orlovsdag i den periode.
Hvis forælderen har fået løn
under noget af orloven og ønsker barselsdagpenge for den resterende del af
orloven, skal forælderen søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter sidste
fraværsdag med løn.
Hvis forælderen også har eneforældremyndighed
Hvis du som den forælder, som barnet har folkeregisteradresse hos, også har eller får eneforældremyndighed over barnet, inden barnet fylder et år, kan du søge om yderligere 9 ugers orlov, udover de ekstra 13 ugers orlov, som du har ret til, når barnet har folkeregisteradresse hos dig. Det betyder, at du kan få samlet 46 ugers orlov med barselsdagpenge efter barnets fødsel.
Du skal opfylde disse 3 betingelser:
- I boede ikke sammen på fødselstidspunktet.
- I bor ikke sammen på ansøgningstidspunktet.
- Du har eneforældremyndighed på ansøgningstidspunktet.
De 9 ugers ekstra orlov skal som udgangspunkt afholdes, inden barnet fylder 1 år. Forælderen kan vælge at overdrage de 9 ugers orlov til den anden forælder, samt at udskyde eller forlænge ugerne frem til barnet fylder 9 år, hvis betingelserne er opfyldt.
Søg om de ekstra 9 ugers orlov ved eneforældremyndighed hurtigst muligt
Du kan tidligst søge om de ekstra 9 ugers orlov med barselsdagpenge 5 uger efter barnets fødsel. Du skal søge om den ekstra orlov inden for det første år efter dit barns fødsel.
Sådan kan du holde de ekstra 9 ugers orlov
Du kan vælge at afholde alle eller dele af de 9 ugers orlov på 3 forskellige måder:
- I forlængelse af din igangværende orlov.
- Senere inden for det første år efter dit barns fødsel.
- Som udskudt orlov efter dit barns første år, men inden dit barn bliver 9 år.
1. Hvis du vil holde den ekstra orlov i
forlængelse af din igangværende orlov
Ønsker
du at holde de ekstra 9 uger i forlængelse af din igangværende orlov, skal du
søge om ugerne og derefter gå ind på ’Min Barsel’ og ændre din sidste
orlovsdag.
Modtager
du i forvejen barselsdagpenge, vil udbetalingen fortsætte i de 9 uger. Hvis du
derimod får løn under din orlov, og din løn på et tidspunkt stopper, skal du
huske at søge om barselsdagpenge senest 8 uger efter sidste dag med løn.
2. Hvis du vil holde den ekstra orlov
senere inden for dit barns første år
Hvis
du vælger at dele din barsel op, så du fx holder alle eller dele af dine 9 ugers ekstra orlov senere inden for dit barns første år, skal du søge om
barselsdagpenge senest 8 uger efter første dag på orlov i den nye
barselsperiode.
3. Hvis du vil udskyde den ekstra orlov
til efter dit barns første år
Det
er vigtigt, at du søger om de ekstra 9 ugers orlov, inden dit barn fylder 1
år. Også selvom du på forhånd ved, at du vil udskyde ugerne til afholdelse
efter dit barns første år.
Har
du ikke søgt om de ekstra uger inden dit barn fylder 1 år, mister du retten til
at få de ekstra 9 uger.
Når
du senere vil afholde din udskudte orlov, skal du søge om barselsdagpenge på ny
senest 8 uger efter første dag på orlov i din nye orlovsperiode eller senest 8
uger efter sidste dag med løn.
Orloven for forælderen, som barnet ikke bor hos
Den forælder, som barnet ikke har folkeregisteradresse hos, har ret til mindre orlov.
Barnet bor ikke hos far eller medmor
Hvis du som far eller medmor ikke har barnet boende, har du udover de 2 ugers orlov ved fødslen ret til 9 ugers orlov.

Barnet bor ikke hos mor
Hvis du som mor ikke har barnet boende, har du ret til 2 ugers orlov ved fødslen og 8 ugers orlov. Derudover har du ret til 9 ugers orlov.
De 9 ugers orlov skal i begge tilfælde som udgangspunkt afholdes inden barnet fylder 1 år. Hvis du er lønmodtager, kan de 9 ugers orlov ikke overdrages til den anden forælder.

Hvis I flytter fra hinanden efter fødslen
Hvis I flytter fra hinanden efter fødslen, vil hver forælder have ret til 24 ugers orlov med barselsdagpenge efter fødslen. Det gælder også, selvom I flytter fra hinanden kort tid efter fødslen.
I skal selv aftale, om I vil overdrage orlov til hinanden. Udbetaling Danmark kan ikke lave en anden fordeling af orloven, hvis I ikke kan blive enige om at overdrage orlov til hinanden.