Du kan få parkeringslicens / beboerlicens, hvis du:
- har folkeregisteradresse i et betalingsområde og er registreret som ejer / bruger af bilen (kommunen indhenter dokumentation via Centralregisteret for Motorkøretøjer)
- er enebruger af firmabil, der også bruges til privatkørsel (du og din arbejdsgiver skal skriftligt erklære det)
- du har lejet / leaset en bil, eller du er enebruger af en lejet / leaset firmabil, der også bruges til privatkørsel. Du og din arbejdsgiver skal skriftligt erklære det. Du skal også være opmærksom på, at du skal fremsende leje-/leasingkontrakten inden for en vis tidsfrist – kontakt evt. kommunen for at få den eksakte tidsfrist.
Du skal købe parkeringslicens / beboerlicens digitalt. Hvis du ikke har mulighed for at betjene dig selv på nettet, kan du få hjælp i kommunens borgerservice. Husk at bestille tid.
Vær opmærksom på:
- at du ikke er garanteret en ledig parkeringsplads med en parkeringslicens / beboerlicens
- at bilen må maksimalt veje 3.500 kg.
- at parkeringslicensen knytter sig til bilens nummerplade og er kun gyldig til det køretøj, den er udstedt til.
Hvis du er gæst
Hvis du er gæst, der er på længerevarende besøg hos beboere i p-zonen, kan du henvende dig til kommunen for at høre nærmere om reglerne og hvordan du skal gøre.
Vær dog opmærksom på, at du ikke er garanteret en ledig parkeringsplads.