I Danmark kan du vælge at tage kørekort til bil, kategori B, når du er 17 år eller 18 år og derover. Du kan tidligst starte på undervisningen til kategori B, fra du er fyldt 16 år og 9 måneder. Køreundervisningen udbydes af godkendte køreskoler landet over.
Med et kørekort til kategori B må du køre personbil og varebil.
For at tage kørekort til bil skal du gøre 5 ting:
- Tilmeld dig en køreskole.
- Udfyld ansøgningen om kørekort sammen med din kørelærer.
- Gennemfør din køreundervisning.
- Gennemfør et kursus i færdselsrelateret førstehjælp.
- Bestå din køreprøve.
Udfyldningen af ansøgningen om kørekort foregår normalt sammen med din kørelærer. Ansøgningen udfyldes i selvbetjeningsløsningen i Køreprøvebooking, der er en online platform for køreelever, kørelærere og borgerservice. Alternativt kan ansøgningsblanketten hentes på Færdselsstyrelsens hjemmeside og udfyldes på papir.
- Gå til Køreprøvebookings selvbetjening
- Hent blanketten til ansøgning om kørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside
Kørekort til bil som 17-årig
Tager du kørekort til bil som 17-årig, er der nogle særlige betingelser, som du skal opfylde, fx skal du køre med en ledsager i bilen, indtil du fylder 18 år.