Parkering

Hvis du parkerer ureglementeret, kan det koste en parkeringsafgift eller en bøde

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du overtræder færdselslovens regler om parkering og standsning eller de lokale parkeringsbestemmelser, kan politiet eller kommunen kræve en standsnings- eller parkeringsafgift.

Hvis du modtager en parkeringsafgift, vil der ligge et girokort fra Rigspolitiet eller den kommunale parkeringskontrol.

Parkeringsafgiften skal betales senest ti dage efter, at du har modtaget den. Herefter fremsendes en ’meddelelse om parkeringsafgift’ til primær bruger af bilen. 
Hvis vi fortsat ikke modtager betaling, bliver kravet oversendt til Gældsstyrelsen til inddrivelse.
Det er ikke muligt at lave en afdragsordning eller udsætte betalingen på parkeringsafgifter.

Grundejer kan beslutte, at du skal betale for at parkere på deres grund. Der skal gøres opmærksom på kravet om betaling ved skiltning. Grundejer kan udover at kræve betaling for parkering også pålægge afgifter, hvis du parkerer i strid med de regler, som gælder for parkering i området. 

Hvis en parkering er til fare for andre eller forhindrer andre trafikanters færdsel, kan politiet give en egentlig parkeringsbøde i stedet for en parkeringsafgift.

Hvis du modtager en parkeringsbøde, vil der ikke ligge et girokort i forruden på bilen. Der vil i stedet blive sendt en opkrævning og et bødeforelæg til din digitale postkasse.

Hvis du er uenig i parkeringsbøden, kan du få din sag behandlet i retten. Du kan anmode om et retsmøde på politi.dk.

Du kan også anmode om bødenedsættelse og/eller en betalingsaftale på politi.dk

Parkering på fortov m.m.

Inden for tættere bebygget område – dvs. inden for byzone skiltene – må du hverken standse eller parkere helt eller delvist på:

  • fortov
  • cykelsti
  • gangsti
  • midterrabat
  • helleanlæg
  • og lignende

Kommunen har dog mulighed for at tillade parkering på fortov med 2 hjul. Det skal fremgå af en lokal parkeringsbekendtgørelse, ved optegnede parkeringsbåse eller ved særlig skiltning.

Uden for tættere bebygget område kan du med køretøjer med tilladt totalvægt op til 3.500 kg standse eller parkere delvist på fortov eller skillerabat.

Er dit køretøj havareret, må det kun holde samme sted i 18 timer, inden det efterfølgende anses for at være parkeret, og der evt. kan udstedes en parkeringsafgift.

Færdselslovens § 29 opremser en række steder, hvor standsning og parkering ikke er tilladt. Eksempelvis, at det er forbudt at standse eller parkere mindre end 5 meter fra en cykelsti, der krydser en kørebane.

Kommunen kan lempe krav

Ønsker kommunen at have mere lempelige generelle regler for parkering, skal kommunen skilte med det lokalt eller udstede en parkeringsbekendtgørelse. Den skal ligge centralt på kommunens hjemmeside og samtidig offentliggøres på Vejdirektoratets hjemmeside.

Parkeringsafgifter

En parkeringsafgift udgør som udgangspunkt 510 kr. (2025). Dog udgør afgiften 1.020 kr. (2025) ved følgende overtrædelser:

  • afgiften for at parkere ulovligt på en handicapparkeringsplads er 1.020 kr. (2025)
  • afgiften for at parkere ulovligt på en reserveret handicapparkeringsplads til et eller flere bestemte køretøjer er 1.020 kr. (2025)
  • afgiften for at parkere foran en ind- og udkørsel, fx ved porte er 1.020 kr. (2025).
  • afgiften for biler på over 3500 kg er kr. 2.040,-. (2025).

Kommunen eller politiet kan pålægge en parkeringsafgift på samme bil hver gang, der er gået 24 timer. Dog kan du højst pålægges 3 parkeringsafgifter for den samme overtrædelse.

Hvis du holder ulovligt på samme sted i flere dage i træk, kan du altså få op til 3 parkeringsafgifter.