Børnebidrag

Børnebidrag er et bidrag, den ene forælder betaler til den anden, hvis I ikke bor sammen

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start Ansøg om børnebidrag

Du kan søge om børnebidrag i følgende situationer, hvis:

  • det er første gang, du søger Familieretshuset om fastsættelse af børnebidrag
  • du og den anden forælder har haft aftalt et bidrag, og den anden forælder er holdt op med at betale det aftalte bidrag
  • du vil søge om ændring (forhøjelse, nedsættelse eller bortfald) af et bidrag, der allerede er fastsat af Familieretshuset
  • du vil søge om ændring (forhøjelse, nedsættelse eller bortfald) af et bidrag, som du og den anden forælder allerede har aftalt
  • du vil søge om fastsættelse af et børnebidrag og særlige bidrag i forbindelse med barnets fødsel. 

Du skal ikke benytte denne blanket, hvis du vil søge Udbetaling Danmark om opkrævning og udbetaling af bidraget.

Start Søg hjælp til udbetaling og opkrævning af børnebidrag og øvrige bidrag

Hvis du ikke har fået udbetalt et børnebidrag til det aftalte tidspunkt, kan du søge om at få Udbetaling Danmark til at udbetale det på forskud. Ordningen kaldes forskudsvist udbetalt bidrag.

Det vil sige, at Udbetaling Danmark udbetaler dit børnebidrag til dig på forskud. Udbetaling Danmark vil herefter opkræve bidraget hos den anden forælder.

Inden du søger, skal du først selv skal forsøge at opkræve bidraget fra dit barns anden forælder.

For at søge om at få børnebidraget udbetalt på forskud, er det en betingelse, at bidraget er blevet fastsat af Familieretshuset. Når du søger, skal du derfor vedhæfte det bidragsdokument, du har fået fra Familieretshuset.

Du kan få børnebidrag, hvis du bor sammen med dit barn, men ikke sammen med dit barns anden forælder. Du kan også få bidrag, hvis du på anden måde forsørger barnet. Det er den anden forælder, der skal betale bidraget til dig. Udgangspunktet er, at I som forældre selv indgår aftale om bidraget.

Få et hurtigt overblik over børnebidrag med vejledningen:

Hvis I laver en privat aftale

Hvis I som forældre selv laver en aftale om børnebidrag, bør I indgå aftalen skriftligt. På Familieretshusets hjemmeside finder I en blanket, I kan bruge til at lave jeres egen bidragsaftale. Jeres egen skriftlige aftale er lige så bindende, som en bidragsafgørelse fra Familieretshuset.

Hvis I deler udgifter

Hvis I har en deleordning og også deler udgifterne til barnets forsørgelse mellem jer, vil der normalt ikke blive fastsat børnebidrag.

Hvis I ikke kan blive enige om bidraget, kan I få Familieretshuset til at træffe en afgørelse om bidraget.

Vær opmærksom på, at børnebidrag ikke er det samme som børne- og ungeydelse eller børnetilskud, som er ydelser, der ydes af det offentlige.

Andre typer bidrag

Hvis I selv laver en aftale om børnebidrag, aftaler I også selv bidragets størrelse. I bør altid indgå aftalen skriftligt. Ved aftalens indgåelse bør I endvidere tage stilling til under hvilke tilfælde bidraget skal kunne ændres. Du kan læse mere på familieretshuset.dk

På Familieretshusets hjemmeside finder I en blanket, som I kan bruge til at lave jeres egen bidragsaftale.

På familieretshuset.dk finder I også en bidragsberegner, så I har mulighed for at regne ud, hvad I som udgangspunkt kan forvente at skulle betale eller modtage i børnebidrag.

Hvis det er Familieretshuset eller familieretten, der fastsætter bidraget, sker det ud fra nogle faste takster. Bidraget vil altid bestå af et grundbeløb og et fast tillæg, som samlet kaldes "normalbidrag". Normalbidraget udgør 1.387 kr. pr. måned (2019) (1.415 kr. pr. måned 2020). Normalbidraget bliver reguleret hvert år den 1. januar.

Hvis den forælder, som betaler bidrag til den anden, har en høj indtægt, kan der blive tale om et yderligere tillæg – et såkaldt procenttillæg. Familieretshuset eller familieretten beregner procenttillægget ud fra bidragsbetalers bruttoindtægt og antallet af børn, som bidragsbetaler har forsørgelsespligt over for.

Læs om beregning og fastsættelse af børnebidrag.

Hvis I ikke kan blive enige om at indgå en aftale om børnebidraget, kan du søge Familieretshuset om at træffe en afgørelse herom. Du søger om børnebidrag ved at udfylde og indsende den digitale blanket 'Ansøg om fastsættelse af børnebidrag'.

I nogle situationer vil Familieretshuset sende sagen videre til familieretten, der vil træffe afgørelsen.

Hvis Familieretshuset eller familieretten afgør, at du kan få et bidrag fra dit barns anden forælder, vil du få en bidragsafgørelse. Bidragsafgørelsen er din dokumentation for, at du har ret til bidraget, eller at du skal betale et bidrag.

Hvis I selv har lavet en bidragsaftale, aftaler I også selv indbyrdes, hvornår og hvordan bidraget skal betales. Det mest normale er, at den forælder, der betaler bidraget, betaler et fast beløb til den anden forælder den 1. i hver måned. Det kan være en god idé, at den bidragsbetalende forælder laver en fast månedlig bankoverførsel, hvor det fremgår, at der er tale om børnebidrag til det pågældende barn. Den faste overførsel kan fx hedde "Børnebidrag til Peter". På den måde kan det også dokumenteres, at betalingen har fundet sted.

Hvis Familieretshuset eller familieretten har truffet afgørelse om bidraget, sætter Familieretshuset en dato for, hvornår bidraget skal betales. Familieretshuset vil altid fastsætte betalingsdatoen til den 1. i hver måned. Hvis du som bidragsbetaler ikke har betalt bidraget til tiden, kan bidragsmodtageren søge om, at Udbetaling Danmark opkræver bidraget.

Får du en opkrævning fra Udbetaling Danmark, kan du oprette en Betalingsserviceaftale, så du er sikker på, at bidraget bliver betalt til tiden.

Hvis du ikke betaler dine bidrag til tiden, vil Udbetaling Danmark sende din gæld til inddrivelse hos Gældsstyrelsen.

Du og barnets anden forælder kan til enhver tid selv ændre en tidligere indgået aftale eller afgørelse om børnebidrag. En ændring af en aftale eller afgørelse om bidrag bør altid være skriftlig.

På Familieretshusets hjemmeside finder du en blanket, som I kan bruge til at lave jeres egen bidragsaftale. Hvis I selv laver en ny aftale, behøver I ikke at informere eller kontakte Familieretshuset.

Hvis du og den anden forælder ikke kan blive enige om en ændring af bidraget, kan du søge Familieretshuset herom.

Et fastsat bidrag kan til enhver tid ændres efter ansøgning, hvis betingelserne herfor er opfyldt. Det samme gælder for et aftalt bidrag, hvor det fremgår af aftalen, at aftalen skal kunne ændres efter de almindelige retningslinjer, det vil sige efter § 16 i lov om børns forsørgelse.

Hvis I selv har indgået en aftale om bidragets størrelse, og det ikke er aftalt, at bidraget kan ændres efter § 16 i lov om børns forsørgelse, gælder der andre regler for ændring af bidraget. En sådan aftale kan kun ændres, hvis aftalen ikke er rimelig, hvis forholdene har ændret sig væsentligt, eller hvis aftalen strider mod barnets bedste. Hvis I har aftalt et bidrag, der er lavere end taksterne, vil Familieretshuset dog normalt forhøje bidraget, hvis vi modtager en ansøgning om det.

Hvis du søger om ændring af børnebidrag, skal du betale et gebyr på 2.800 kr. Gebyret skal betales samtidig med, at du sender din ansøgning. I nogle tilfælde skal du dog ikke betale gebyr for ændring af børnebidrag.

Det er:

  • hvis du søger om bortfald af børnebidrag, fordi barnet er flyttet til dig,
  • eller hvis du søger om ændring af et aftalt børnebidrag, og Familieretshuset ikke før har behandlet en sag om dette børnebidrag

Der skal kun betales et gebyr, hvis du søger om ændring af bidrag til flere børn mellem de samme parter, og der skal også kun betales et gebyr, hvis du søger om nedsættelse af bidrag til flere børn i sager mellem forskellige parter.

Læs mere om beregning, hvordan I selv kan lave en aftale og om fastsættelse af børnebidrag.

 

Hvis et bidrag, som Familieretshuset eller familieretten har truffet en afgørelse om, ikke er betalt til det aftalte tidspunkt, kan du søge om at få Udbetaling Danmark til at udbetale det på forskud. Den ordning kaldes forskudsvist udbetalt børnebidrag.

Forskudsvist udbetalt børnebidrag vil sige, at Udbetaling Danmark udbetaler dit børnebidrag til dig på forskud. Udbetaling Danmark vil herefter opkræve bidraget hos den anden forælder.

Du skal dog først selv forsøge at opkræve bidraget fra dit barns anden forælder.

Børnebidraget består af et normalbidrag og et evt. procenttillæg. Det er kun normalbidraget, Udbetaling Danmark udbetaler forskudsvist. Procenttillægget vil ikke blive udbetalt af Udbetaling Danmark, før det er indbetalt af den anden forælder.

Hvis I selv har lavet en aftale om børnebidrag, er det ikke muligt at søge om forskudsvist udbetalt børnebidrag. Men du kan søge om at få Udbetaling Danmark til at opkræve bidraget fra den anden
forælder.

Det er kun muligt at få dit børnebidrag udbetalt forskudsvist, hvis både du og dit barn bor i Danmark.

Hvis din bidragsafgørelse ikke er truffet i Danmark eller et af de andre nordiske lande, skal du kontakte Gældsstyrelsen på 70 15 73 04. Gældsstyrelsen vil undersøge, om du kan få bidraget forskudsvist udbetalt.

Hvis du er udlænding, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år for at få bidraget udbetalt forskudsvist. Hvis du har boet i Danmark i mindre end 3 år, men har en dansk bidragsafgørelse, kan du søge om at få Udbetaling Danmark til at opkræve bidraget. For flygtninge gælder samme regler som for danske statsborgere.

Hvis Familieretshuset eller familieretten afgør, at du kan få et bidrag fra dit barns anden forælder, vil du få en bidragsafgørelse. 

Bidragsafgørelsen er din dokumentation for, at du har ret til bidraget, og her vil der bl.a. stå, hvor meget du skal have i bidrag, og hvornår du skal have det. 

Du får bidragsafgørelsen fra Familieretshuset eller familieretten, når din sag er blevet behandlet. Hvis du ikke kan finde din bidragsafgørelse, kan du kontakte Familieretshuset og bede om en ny.

Hvis du søger om opkrævning og udbetaling af børnebidrag, skal din ansøgning behandles af Udbetaling Danmark.

Sagsbehandlingsfristen er 10 uger fra den dag, Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning. Det er den tid, det må tage at behandle din ansøgning om opkrævning og udbetaling af børnebidrag færdig.

Udbetaling Danmark har det seneste år i gennemsnit været 6 uger om at behandle en ansøgning om opkrævning og udbetaling af børnebidrag.

Du kan være med til at sikre, at din ansøgning bliver behandlet hurtigst muligt. Det gør du ved at

  • vedhæfte den nødvendige dokumentation
  • sørge for, at dine oplysninger i folkeregisteret er korrekte.

Du kan trække det børnebidrag, du betaler, fra i skat, hvis:

  • I selv har lavet en skriftlig aftale om børnebidraget
  • I har en afgørelse om børnebidrag fra Familieretshuset

Normalbidragets grundbeløb er på 1.228 kr. (2019) (1.253 kr. 2020). Det svarer til 14.736 kr. pr. år (2019) (15.036 kr. pr. år 2020). Tillægget, som er på 159 kr. pr. måned (2019) (162 kr. pr. måned 2020), kan du ikke trække fra. Hvis du betaler et forhøjet bidrag, kan procenttillægget normalt også trækkes fra.

Når du betaler bidrag via Udbetaling Danmark, får du en opkrævning på bidraget, som du skal betale.

Betaler du ikke bidraget til tiden, får du en rykker med et rykkergebyr på 250 kr. Derudover bliver det beløb, du skylder, sendt til modregning hos Gældsstyrelsen. Det betyder, at hvis du fx har betalt for meget i skat og derfor skal have penge tilbage, kan pengene bruges til at dække det beløb, som du skylder Udbetaling Danmark.

Når du har betalt beløbet, vil registreringen af modregningen hos Gældsstyrelsen blive slettet.

Når du får hjælp fra Udbetaling Danmark til udbetaling og opkrævning af bidrag, har du oplysningspligt. Det betyder, at du har pligt til straks at give Udbetaling Danmark besked, hvis din situation ændrer sig, og ændringen har betydning for den ydelse, du modtager.

Eksempler på ændringer, du skal give besked om:

  • Du får udbetalt bidraget direkte fra bidragsbetaler
  • Bidraget bliver nedsat, øget eller bortfalder
  • Du flytter til udlandet
  • Dit barn skal opholde sig i udlandet i en periode
  • Hvis du genoptager samlivet med bidragsbetaler
  • Dit barn ikke længere bor hos dig, bliver anbragt eller på anden måde forsørges af det offentlige

Hvis du ikke giver Udbetaling Danmark besked, når din situation ændrer sig, kan det betyde, at du skal betale penge tilbage.

Hvad sker der, hvis jeg har fået for meget udbetalt?

Hvis du har fået for meget udbetalt, skal du som udgangspunkt betale pengene tilbage. Du vil modtage en opkrævning fra Udbetaling Danmark for de penge, du skal betale tilbage.

Det er Familieretshuset, der fastsætter og regulerer børnebidrag, mens Udbetaling Danmark opkræver børnebidrag og udbetaler det forskudsvist. Her kan du se, hvem du skal kontakte i forskellige situationer:

Hvis du gerne vil have børnebidrag Kontakt
Du kan ikke blive enig med dit barns anden forælder om bidraget og vil gerne have det offentlige til at fastsætte det. Familieretshuset
Hvis du modtager børnebidrag Kontakt
Du har tidligere fået Familieretshuset til at fastsætte et børnebidrag, men mener, du bør have et højere bidrag. Familieretshuset
Dit barns anden forælder kan eller vil ikke betale bidraget til dig. Derfor vil du gerne have hjælp til at få pengene opkrævet og udbetalt til dig. Udbetaling Danmark
Du har kun fået en del af bidraget eller får ikke bidraget til tiden. Udbetaling Danmark
Hvis du betaler børnebidrag Kontakt
Du tjener mindre end tidligere og vil derfor gerne betale mindre i børnebidrag. Dette er kun aktuelt, hvis du på nuværende tidspunkt betaler mere end normalbidraget. Familieretshuset
Dit barn bor hos dig nogle dage om ugen, og du vil derfor gerne vide, om du stadig skal betale børnebidrag. Normalt vil du skulle betale bidrag, selvom dit barn overnatter hos dig op til fem gange i en 14 dages periode. Familieretshuset
Du får en opkrævning på bidraget fra Udbetaling Danmark, men vil gerne betale det direkte til den anden forælder. Udbetaling Danmark
 

Få et overblik over dine familieydelser

Når du er logget på, kan du få et overblik over, hvilke ydelser du får og dine kommende udbetalinger. Du kan også læse dine beskeder til og fra Udbetaling Danmark, Familieydelser.

Giv fuldmagt til dine familieydelser

Du kan give en anden person fuldmagt til at søge og give oplysninger på dine vegne i selvbetjeningsløsningerne om familieydelser:

Hvornår kan jeg forvente svar?

Udbetaling Danmark svarer så hurtigt som muligt. Hvis du har skrevet til Udbetaling Danmark, kan du regne med at få svar inden for 20 hverdage.

Hvis du er utilfreds eller vil klage

Det er Familieretshuset, der træffer afgørelse om børnebidrag, ægtefællebidrag og andre bidrag. Hvis du er uenig i Familieretshusets afgørelse om bidrag, kan du klage over den. Du vil få en klagevejledning sammen med afgørelsen. Læs mere om hvordan sagen behandles: 

Det er Udbetaling Danmark, der træffer afgørelse om forskudsvis udbetaling og opkrævning af børnebidrag. Du er velkommen til at kontakte Udbetaling Danmark, hvis du er utilfreds med udbetalingen eller opkrævningen af bidrag. Hvis du er uenig i en afgørelse fra Udbetaling Danmark, har du mulighed for at klage over den.

Familieretshuset eller Udbetaling Danmark skal have din klage, senest 4 uger efter du har modtaget afgørelsen.

Anmeld mistanke om snyd

Hvis du har mistanke om en person, der snyder med en af Udbetaling Danmarks ydelser, kan du informere Udbetaling Danmark. Læs mere om at anmelde mistanke om snyd:

Lovgivning

Her kan du læse mere om lovgivningen for børnebidrag.

Kontakt Udbetaling Danmark, Familieydelser