Du har pligt til at oplyse din nye adresse senest 5 dage, efter du har skiftet bopæl. Flyttedatoen er den dag, du faktisk er flyttet ind. Det vil sige, når du har flyttet dine ejendele og overnatter på adressen.
- Du kan melde flytning for dig selv og for de øvrige beboere i husstanden.
- Du skal melde din flytning digitalt, og du vælger samtidigt din læge.
- PostNord får automatisk besked om din flytning, når den træder i kraft. (Dog ikke, hvis du har navne- og adressebeskyttelse.)
- Husk at sætte navn på din nye brevkasse. Mindst efternavnene på de postmodtagere, der anvender brevkassen, men også gerne fornavnene, for det mindsker risikoen for fejl.
I de fleste kommuner kan du tidligst melde din flytning 28 dage før du flytter
Midlertidig adresseflytning
Har du i en afgrænset periode brug for at få din post sendt til en anden adresse end din folkeregisteradresse, skal du give dine afsendere besked.
Navne- og adressebeskyttelse
Hvis du ønsker navne- og adressebeskyttelse, skal du huske at søge om det i forbindelse med din flytteanmeldelse.
Ingen MitID
Kommunens borgerservice kan hjælpe dig, hvis du ikke har MitID. Husk at bestille tid.
Bøde
Hvis du ikke anmelder din flytning i tide, kan du få en bøde.
Hvad er en c/o-adresse?
Hvis du flytter ind hos en ejer eller lejer, og dit eget navn ikke står på døren, skal du angive ejerens eller lejerens navn i feltet 'Hos (c/o er en forkortelse for det engelske udtryk "Care of")'. Du kan ikke registreres i CPR på en c/o-adresse, hvis du ikke rent faktisk også bor der.
Kommunen kan kræve, at ejeren/lejeren med en logiværtserklæring bekræfter, at du bor hos ham eller hende.