Søg en lejebolig

Du kan søge efter private lejeboliger på boligportaler og almene boliger hos en boligorganisation

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du ønsker en almen familiebolig, skal du lade dig skrive op i en af de mange almene boligorganisationer, for at komme på venteliste.

På boligportalen DanmarkBolig.dk finder du en udførlig præsentation af mere end 550.000 almene familie- og ældreboliger.

Siden år 2000 har det været muligt for boligorganisationer at aftale såkaldt ”fleksibel udlejning” med kommunen. Fleksibel udlejning betyder, at udlejning skal ske efter nogle særlige kriterier, som aftales med den enkelte boligorganisation. Det kan fx være at give fortrinsret til pendlere med job i kommunen eller unge studerende.

Fleksibel udlejning træder i stedet for udlejning efter ventelisten, men kan kun udgøre op til 90 procent af boligerne. De sidste 10 procent udlejes efter ventelistereglerne. Ved fleksibel udlejning må der ikke diskrimineres på baggrund af fx etnisk oprindelse.

I boligområder med høj arbejdsløshed har kommunerne siden 2005 haft mulighed for at afvise kontanthjælpsmodtagere, som står på venteliste til en almen bolig. Kommunen er så til gengæld forpligtet til at anvise den boligsøgende en anden passende bolig i kommunen, såfremt vedkommende er opnoteret på ventelisten på tidspunktet for beslutningen om at bruge kombineret udlejning. Formålet er at få flere ressourcestærke borgere til udsatte boligområder.

Der findes ikke et centralt register over ledige private lejeboliger. Det er op til den enkelte udlejer selv at bestemme, hvem han vil leje ud til, og hvordan boligerne skal formidles.

Der findes boligportaler, hvor du har mulighed for at søge på private udlejningsboliger i hele landet.