Kontakt Udbetaling Danmark, Boligstøtte

Det spørger andre om

Skal du have rettet din indkomst, så du fremover får den rette boligstøtte, kan du nemt gøre det på din personlige side ”Din boligstøtte”.

Her får du hjælp til at rette tallene om din indkomst, som Udbetaling Danmark bruger til at beregne din boligstøtte ud fra. Vi kan desværre ikke rette oplysningerne for dig.

Sådan gør du:

  • Log ind på din personlige side ”Din boligstøtte
  • Klik på "Giv besked om ændringer" og på "Indkomst og/eller formue"
  • Du kan se den indkomst, du tidligere har oplyst til Udbetaling Danmark
  • Du kan også hente nyeste oplysninger fra Skattestyrelsen om din indkomst
  • Ret tallene, så de passer med den indkomst, du forventer at have fremover
  • Klik på Næste, bekræft og Send

Hvis du undrer dig over, du ikke har fået boligstøtte med virkning fra den dag, du flyttede ind i din bolig, kan du måske finde forklaringen her.

Find din situation

Hvilken dato, du kan få boligstøtte fra, afhænger både af, hvornår du er flyttet ind, hvornår din lejekontrakt er trådt i kraft, og hvornår du har søgt.

Herunder kan du se hovedreglerne og vurdere, hvordan de passer på din situation.

Find din situation Sådan er reglerne
Jeg har søgt boligstøtte inden for den første måned, efter jeg flyttede ind Du kan normalt få boligstøtte fra den dato, du flyttede ind, hvis du har søgt boligstøtte senest en måned efter. Hvis datoen for din lejekontrakt er senere end din indflytningsdato, kan du dog først få boligstøtte fra den dag, der står på lejekontrakten.
Jeg har boet i boligen i mere end en måned, før jeg søgte boligstøtte Du kan normalt først få boligstøtte fra den 1. i måneden efter, du har søgt, hvis du har boet i boligen mere end en måned.
Jeg har fået boligstøtte før, så jeg regnede med, den fulgte med til den nye lejlighed Når du flytter til en ny bolig, skal du søge boligstøtte igen. Du kan ikke tage boligstøtten med til den nye bolig, men skal stoppe den og søge til den nye adresse.

Hvad kan du gøre?

Du kan tjekke datoen for din ansøgning i det brev, du har fået som bekræftelse på din ansøgning og se, hvordan det passer med forklaringen herover.

I brevet kan du også se, hvad du har oplyst om flyttedato og dato for lejekontrakten i din ansøgning. Udbetaling Danmark sammenligner dine oplysninger med de oplysninger, der står i selve lejekontrakten og flyttedatoen i Folkeregisteret.

Har du sendt en papiransøgning, skal du være opmærksom på, at ansøgningen tæller fra den dag, Udbetaling Danmark har modtaget den. Det kan tage op til en uge, fra du har sendt ansøgningen. 

Vær opmærksom på sagsbehandlingstiden

Sagsbehandlingstiden kan betyde, at der går en del uger, fra du har søgt, til du får svar, og boligstøtten bliver udbetalt.

Når din ansøgning er behandlet, får du udbetalt boligstøtte tilbage fra den dag, du har haft ret til det.

Hvis du har behov for at få en foreløbig udbetaling, inden din ansøgning er behandlet, kan du ringe til Udbetaling Danmark.

Se status på din ansøgning på din personlige side - log ind med NemID:

Hvis du undrer dig over, at du har fået mindre i boligstøtte til en ny bolig med samme husleje som den gamle, kan du måske finde forklaringen her.

Boligstøtten afhænger af andet end huslejen

Boligstøtte beregnes ved at kombinere en række forskellige oplysninger om boligen og de personer, der bor der, fx:

  • Huslejens størrelse
  • Boligens størrelse
  • Fordelingen mellem børn og voksne
  • Indkomst og formue for alle, der bor i boligen
  • Om du er pensionist
  • En række andre oplysninger

Huslejen er altså kun en af de ting, der har betydning for boligstøttens størrelse.

Når boligstøtten er mindre til den nye bolig, selvom huslejen er den samme, kan det fx være fordi den nye bolig er større, fordi et barn er begyndt selv at tjene penge, eller fordi fordelingen af børn og voksne er anderledes.

Her på din personlige side kan du se, hvad Udbetaling Danmark har registreret om dig og dine boligforhold:

Der kan være forskellige årsager til, at du pludselig har fået mindre i boligstøtte, end du plejer.

I det brev, du har fået fra Udbetaling Danmark, kan du se, hvad der er årsagen i din situation, og hvad du skal gøre, hvis du er uenig.

Her på borger.dk kan du få mere at vide om, hvad der påvirker boligstøtten og vurdere, om det kan være forklaringen i din situation.

Boligstøtten ændrer sig efter indkomsten

Din boligstøtte afhænger af indkomsten for dig og dem, du bor sammen med. Hver måned ser Udbetaling Danmark på, om du har fået den boligstøtte, du har haft ret til. Det gør de ud fra de oplysninger, Skattestyrelsen har om din indkomst og indkomsten for dem, du bor sammen med.

Hvis du har fået for meget i boligstøtte, trækker Udbetaling Danmark automatisk beløbet fra i din boligstøtte måneden efter. Her vil du derfor få mindre udbetalt.

Her kan du læse mere om, hvordan indkomsten påvirker boligstøtten og hvilke ændringer i indkomsten, der ofte skaber spørgsmål:

Boligstøtten kan ændre sig af andre grunde

Boligstøtten beregnes ved at kombinere en række forskellige oplysninger om boligen og de personer, der bor der, fx:

  • Huslejens størrelse
  • Boligens størrelse
  • Fordelingen mellem børn og voksne
  • Indkomst og formue for alle, der bor i boligen
  • Om du er pensionist
  • En række andre oplysninger

Derfor vil det typisk påvirke din boligstøtte, hvis nogle af tingene ændrer sig. Det kan fx være, hvis et barn i boligen fylder 18 år eller selv begynder at tjene penge, hvis huslejen ændrer sig, hvis du flytter sammen med nogen, eller hvis du lejer et værelse ud.

Får du kontanthjælp?

Får du kontanthjælp, er der andre regler, der har betydning for, om du får mindre i boligstøtte. Se mere om sammenhængen mellem kontanthjælpsloftet og boligstøtten her:

Se, hvad Udbetaling Danmark har registreret om dig og dine boligforhold:

Hvis du undrer dig over, du skal betale boligstøtte tilbage for din gamle bolig, efter du er flyttet fra den, kan du måske finde forklaringen her.

I det brev, Udbetaling Danmark har sendt dig, kan du se, hvorfor Udbetaling Danmark har besluttet, du skal betale tilbage. 

Boligstøtten er knyttet til dig og boligen på én gang

Din boligstøtte er knyttet til dig som person og samtidig knyttet til den konkrete bolig, du har fået boligstøtten til. Når du flytter, stopper retten til boligstøtte for den gamle bolig.

Jeg mener, jeg har haft ret til boligstøtten, fordi…

Her kan du se eksempler på situationer, hvor mange tror, de fortsat har ret til at modtage boligstøtte, men hvor det ikke er tilfældet.

Jeg mener, jeg har haft ret til boligstøtten… Sådan er reglerne
… fordi jeg har betalt husleje for den gamle bolig, efter jeg er flyttet Du har ikke ret til boligstøtte til den gamle bolig, selvom du har betalt husleje til den, efter du er flyttet. Retten til boligstøtte til din gamle bolig stoppede den dag, du flyttede fra den, uanset om du derefter har haft udgifter til boligen. Det skyldes, at du skal bo i boligen for at have ret til boligstøtten.
… fordi jeg er flyttet til en ny, lignende bolig og tager boligstøtten med mig til den nye bolig Du kan ikke tage boligstøtten med dig fra én bolig til en anden. Retten til boligstøtten til din gamle bolig stoppede den dag, du flyttede fra den. Du skal derfor søge igen, hvis du ønsker boligstøtte til din nye bolig.
… fordi den/dem, jeg har boet sammen med, stadig bor i boligen Den/dem, du har boet sammen med, kan ikke overtage din boligstøtte. Retten til boligstøtten til din gamle bolig er knyttet til dig og stoppede den dag, du flyttede fra boligen.

Hvis den/dem, du har boet sammen med, ønsker at få boligstøtte, skal de selv søge.

Husk at stoppe boligstøtten, hvis du flytter

Når du flytter, skal du altid stoppe din boligstøtte til den gamle bolig fra den dato, du flytter – gerne i god tid, før du flytter.

På den måde kan du undgå at skulle betale penge tilbage. Når du giver besked om at stoppe boligstøtten på Din boligstøtte, bliver du automatisk spurgt, om du vil søge til en ny adresse.

Får du kontanthjælp?

Får du kontanthjælp kan der være andre regler, der har betydning for, om du skal betale tilbage. Se mere om sammenhængen mellem kontanthjælpsloftet og boligstøtten her:

Ring til Boligstøtte: 70 12 80 63  

Mandag - onsdag 08:00 - 16:00
Torsdag 08:00 - 18:00
Fredag 08:00 - 15:00
Få hjælp til det digitale      til kl. 18.00

Ringer du på vegne af en anden?

Skriv til Boligstøtte

Postadresse

Udbetaling Danmark, Boligstøtte
Kongens Vænge 8, 3400 Hillerød

Du kan forvente svar på din skriftlige henvendelse inden for 20 hverdage.

Spørgsmål om boligstøtten for 2017?

Se her, hvordan du betaler boligstøtte tilbage, og får svar på spørgsmål om opgørelsen for 2017: