Socialpædagogisk bistand er støtte til opgaver, du ikke selv er i stand til at klare på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Den består af en lang række hjælpeforanstaltninger. Der kan blandt andet være tale om:
-
oplæring og genoplæring i daglige færdigheder som træning i at klæde sig på eller spise
-
omsorg og hjælp til personlige forhold som fx konfliktløsning
-
hjælp til at opretholde sociale netværk
-
støtte til udvikling af egne ressourcer, herunder muligheder for at kommunikere og indgå i samvær med andre
-
vejledning, rådgivning og hjælp til selvhjælp.
Socialpædagogisk bistand vil også, efter omstændighederne, kunne omfatte ledsagelse i forbindelse med aktiviteter.
Formålet med indsatsen er at bidrage til at skabe en tilværelse for den enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager blandt andet sigte på, at brugeren kan bevare eller forbedre sine psykiske eller sociale funktioner. Du kan få tilbud om socialpædagogisk bistand uanset boform.
Tilbud om socialpædagogisk bistand vil altid bero på en konkret individuel vurdering. Kommunen skal sørge for, at opgaverne i fornødent omfang kan varetages døgnet rundt.
Du kan ansøge om socialpædagogisk bistand hos kommunen, som afgør, om du kan få socialpædagogisk bistand.
Ansøger du som partsrepræsentant på vegne af en anden, og kan du ikke bruge den digitale selvbetjening, skal du kontakte kommunen.