Sygesikring for udlændinge i Danmark

Borgere, som flytter til eller opholder sig i Danmark, har ret til offentlige sundhedsydelser

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Enhver person, der har bopæl i Danmark (dvs. er tilmeldt folkeregistret), har ret til alle offentlige sundhedsydelser. Dine rettigheder dokumenteres ved sundhedskortet, som du får fra din bopælskommune.

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land (dvs. medlemslandene i EU samt Island, Norge og Liechtenstein) eller Schweiz, kan du være berettiget til et særligt sundhedskort. Kortet giver dig mulighed for behandling i Danmark på lige vilkår med alle andre.

Det særlige sundhedskort udstedes for op til to år ad gangen og er som udgangspunkt gratis.

Hvis du mister eller ødelægger sundhedskortet, koster det 225 kr. (2024) at få et nyt.

Du kan også have ret til det blå EU-sygesikringskort.

Hvordan får jeg det særlige sundhedskort?

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan du søge Udbetaling Danmark om at få det særlige sundhedskort.

Du kan læse om det særlige sundhedskort og søge om kortet her på borger.dk.

Hvordan får jeg det blå EU-sygesikringskort?

Hvis du arbejder i Danmark, men bor i et andet EU/EØS-land eller Schweiz, kan du også søge Udbetaling Danmark om det blå EU-sygesikringskort. Du skal bruge en selvbetjeningsløsning, hvis du har MitID. Ellers kan du få en papirblanket ved at kontakte Udbetaling Danmark, International Sygesikring.

Hvis du opholder dig i Danmark og bliver syg, vil regionen opkræve betaling for både akut og fortsat sygehusbehandling.

Der kan dog være undtagelser til, at du skal betale for behandlingen, fx hvis:

  • Du er omfattet af reglerne i EU-forordningen og EU-retten generelt eller Danmarks internationale eller bilaterale aftaler
  • Du har bopæl i et af de nordiske lande (Sverige, Norge, Finland eller Island)
  • Du har bopæl på Færøerne eller Grønland, (der kan dog opkræves betaling for fortsat sygehusbehandling)
  • Du kan dokumentere, at du er under 18 år på behandlingstidspunktet

Er du i tvivl, om du skal betale for en behandling, kan du få rådgivning og vejledning om dine rettigheder og muligheder ved en af regionernes patientvejledere. Du kan finde en samlet oversigt over patientvejlederne her:

Du kan få dækket merudgiften til din hjemtransport, hvis:

  • du kommer fra et nordisk land og er sygeforsikret i det pågældende land, og hjemtransporten er ordineret af en læge tilknyttet det danske sundhedsvæsen.

Andre må selv betale udgifterne til hjemtransporten.

Hvis du vil klage over afgørelser vedrørende sundhedskort, skal du sende klagen til kommunen inden fire uger efter, du har modtaget afgørelsen. Klagen behandles af Styrelsen for Patientsikkerhed.