Psykologer og psykiatere

Psykologer bruger samtaleterapi, mens psykiatere kan kombinere samtalen med medicin

Læs mere om emnet

En psykolog beskæftiger sig med menneskets psyke. En psykolog har viden om, hvordan mennesker bliver påvirkede af oplevelser og forhold, de lever under.

Psykologer bruger først og fremmest samtalen som terapi. De har en lang specialistuddannelse, men er ikke uddannede læger og må derfor ikke ordinere medicin.

En psykiater er en læge med en videre uddannelse i psykiatri, der kan ordinere medicin.

Psykiatere kan kombinere en medicinsk behandling med samtaleterapi.

Det er gratis at gå til behandling hos en psykiater, men du skal henvises af en læge.

Du skal have en henvisning fra din læge for at få tilskud til behandling hos en psykolog. Henvisningen skal tages i brug senest tre måneder efter, den er blevet udstedt. Du skal selv henvende dig til psykologen med henblik på at få en tid.

Du kan henvises til psykologhjælp, hvis din praktiserende læge vurderer, at du hører ind under en af følgende grupper:

  1. Er ofre for røveri, vold eller voldtægt
  2. Er ofre for trafikulykker eller andre ulykker
  3. Pårørende til alvorligt psykisk syge personer
  4. Er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
  5. Er pårørende til personer, der er ramt af en alvorligt invaliderende sygdom
  6. Er pårørende ved dødsfald
  7. Har forsøgt selvmord
  8. Har fået foretaget provokeret abort efter 12. graviditetsuge
  9. Inden de er fyldt 18 år, har været ofre for incest eller andre seksuelle overgreb
  10. Personer med let til moderat depression der på henvisningstidspunktet er fyldt 25 år
  11. Personer, der lider af let til moderat angst, herunder også let til moderat OCD, der på henvisningstidspunktet er fyldt 25 år.

Henvisning til kategorierne 1-8 skal normalt udstedes inden 6 måneder efter den begivenhed, der er årsag til behovet for psykologhjælp. Henvisningen skal dog senest være udstedt 12 måneder efter den begivenhed, der er årsag til henvisningen, indtrådte. Der kan ikke udstedes henvisning senere end dette tidspunkt.

Henvisning til personer, der er omfattet af kategori 9, 10 og 11 kan ske uden tidsgrænserne.

Tilskuddet udgør 60 % af psykologens honorar.

Du kan højst få tilskud til 12 konsultationer. Lægen kan dog vælge - efter anmodning fra psykologen - at genhenvise personer, der har behov for psykologhjælp i forbindelse med depression og angst. På den måde kan du få tilskud til psykologhjælp op til 24 konsultationer.

Du kan få gratis psykologbehandling, hvis du er henvist med henvisningsårsag røveri, vold- eller voldtægtsofre. Er du ung og mellem 18 og 24 år (inklusiv det 24. år) kan du også få gratis psykologbehandling i et regionalt behandlingstilbud, hvis du er henvist med let til moderat depression og angst, herunder let til moderat OCD. Her vil du blive kontaktet af regionens visitation via e-Boks.

Du kan klage over en behandling foretaget af en psykolog eller psykiater på samme måde, som du klager over andre sundhedsfaglige behandlinger. Se hvordan du klager under ’Klag over sundhedsvæsenet’.