Klage over tvangsbehandling

Du kan klage over tvang i forbindelse med sundhedsfaglig behandling

Du kan klage over tvang i forbindelse med sundhedsfaglig behandling

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Klage over tvangsbehandling gælder for varigt inhabile patienter samt pårørende til varigt inhabile patienter. Du kan klage til Tvangsbehandlingsnævnet, hvis du eller din pårørende har været udsat for tvang i forbindelse med en sundhedsfaglig behandling. Du kan kun klage over behandling, der har fundet sted efter den 1. januar 2018. Klagen skal indsendes digitalt.

Den sundhedsfaglige behandling kan fx være foregået hos:

  • Praktiserende læge
  • Sygehus
  • Plejehjem
  • Tandlæge

Og kan have bestået af:

  • Tvangsbehandling og/eller
  • Tvangsindgreb, herunder
    - Fysisk fastholdelse
    - Beroligende medicin
    - Tvangsindlæggelse
    - Tvangstilbageholdelse

Styrelsen for Patientklager fungerer som sekretariat for Tvangsbehandlingsnævnet.

Vær opmærksom på, at du skal kontakte Det Psykiatriske Patientklagenævn, hvis du vil klage over tvang i psykiatrien.

Fritagelse fra det digitale klageskema

Du kan i særlige tilfælde være fritaget fra at skulle bruge det digitale klageskema, fx hvis du på grund af sygdom ikke kan bruge en computer, har sproglige vanskeligheder eller er indsat i fængsel eller tvangsindlagt. Er du fritaget fra digital post er du også fritaget fra det digitale klageskema. Hvis du sender din klage til styrelsen uden at bruge det digitale klageskema, skal du i klagen forklare hvorfor.

Klager over tvangsbehandling og beslutninger om tvangsbehandling skal være indgivet inden 2 år efter det tidspunkt, hvor klageren var eller burde være bekendt med det forhold, der klages over.

Klagen skal dog senest indgives 5 år efter den dag, hvor klageforholdet har fundet sted. Der kan ikke gives dispensation fra de nævnte klagefrister.


Du behøver kun udfylde klageskemaet. Tvangsbehandlingsnævnet har normalt ikke brug for mere dokumentation fra dig. Du får mulighed for at tilføje dokumenter i klageskemaet.

Når nævnet opstarter din klagesag, indhenter nævnet selv dele af patientjournalen, som er nødvendig for at behandle din klage. Som hovedregel indhenter nævnet kun journal for netop den behandling m.m., du klager over.

Tvangsbehandlingsnævnet tager stilling til om betingelserne for tvangsbehandling og andre tvangsindgreb, der foretages med henblik på at gennemføre behandling, var opfyldt på beslutningstidspunktet.

Nævnet kan godkende eller ophæve beslutningen om tvangsbehandling og andre tvangsindgreb.


Faglige spørgsmål

Hvis du har faglige spørgsmål og ikke kan finde svar her på borger.dk, kan du kontakte Styrelsen for Patientklager på tlf. 72 33 05 00 eller sende Digital Post til styrelsen.

Telefonerne er åbne hverdage kl. 10-15.

Den læge, der har taget beslutningen om tvangsbehandlingen/tvangsindgrebet, har også pligt til at indgive en klage på din anmodning, ligesom lægen har pligt til at vejlede dig om, at du kan klage.

Patientvejlederen i din region kan også hjælpe dig, fx med at skrive din klage.