Studerende med funktionsnedsættelser - handicaptillæg

Studerende med en varig funktionsnedsættelse, som gør dem nærmest ude af stand til at have et studiejob, kan søge om at få et handicaptillæg

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Start minSU - se og søg SU

Du skal have søgt SU til en videregående uddannelse, en dansk erhvervsuddannelse (EUD) eller modtage slutlån til en videregående uddannelse, samt have lægefaglig dokumentation for din varige funktionsnedsættelse, for at kunne søge handicaptillæg.

Hvis du går på en videregående uddannelse eller en dansk erhvervsuddannelse, og har en varig psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, der gør dig nærmest ude af stand til at have et studiejob, kan du søge om at få handicaptillæg.

For at kunne søge handicaptillæg, skal du:

  • modtage SU eller slutlån
  • gå på en videregående uddannelse eller en dansk erhvervsuddannelse (EUD), der er godkendt til SU
  • sende lægefaglig dokumentation som minimum i form af journaler fra det behandlingssted, hvor du får/har fået behandling eller udredning for din funktionsnedsættelse. Dokumentationen skal beskrive, at du har en varig funktionsnedsættelse

For at kunne modtage handicaptillæg skal det desuden være lægefagligt dokumenteret, at du på grund af din varige funktionsnedsættelse er nærmest ude af stand til at have et studiejob.

Du kan få overblik over SU, lån og tillægsydelser i Uddannelses- og Forskningsstyrelsens selvbetjening minSU. 

Her på borger.dk kan du få et overblik over nogle af de oplysninger, det offentlige har om dig – også din SU, dit handicaptillæg, næste udbetaling, status for sager med videre.

Log ind på Mit Overblik og se blandt andet udvalgte oplysninger om din uddannelsesstøtte.

Vil du henvende dig til Uddannelses- og Forskningsstyrelsen om en sag om handicaptillæg, skal du kontakte os via Digital Post på borger.dk, Digital Post-appen eller mit.dk.

Log ind med MitID og gør følgende:

1: Vælg Ny besked øverst i venstre hjørne

2: Vælg myndighed (statslige myndigheder)

3: Vælg Uddannelses- og Forskningsstyrelsen

4: Vælg den kategori, der passer til din forespørgsel

Når du har skrevet din mail, klik ”Send"