Fortrinsadgang til job, hvis du har handicap

Du kan have fortrinsadgang til ledige stillinger i det offentlige, hvis du har et handicap

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du har et handicap og har vanskeligt ved at finde job på det almindelige arbejdsmarked, kan du søge med fortrinsadgang på ledige opslåede stillinger i offentlige virksomheder. Hvis du gør det, er arbejdsgiveren forpligtet til at give dig fortrinsadgang til den ledige stilling. Du kan dog kun få fortrinsadgang, hvis arbejdsgiveren vurderer dig til at være lige så kvalificeret som de øvrige ansøgere. Du skal også fx leve op til de formelle uddannelseskrav, der er nævnt i stillingsopslaget.

Får du ikke stillingen, skal arbejdsgiveren sende en redegørelse til dit jobcenter. På baggrund af redegørelsen skal jobcentret forhandle med arbejdsgiveren om, hvorvidt du alligevel vil kunne ansættes i stillingen.

Fortrinsadgang gælder også ved ansøgning om bevillinger til stadepladser og kiosker og ved uddeling af taxibevillinger.

Du kan søge stillinger med fortrinsadgang på to måder:

  • Gennem dit jobcenter: Jobcentret henvender sig til arbejdsgiveren og gør opmærksom på, at du søger stillingen med fortrinsadgang.

  • Udenom jobcentret: Du gør i din jobansøgning opmærksom på, at du søger med fortrinsadgang på grund af din funktionsnedsættelse.

Hvis du mener, at reglerne om fortrinsadgang ikke er blevet overholdt, kan du klage til Ankestyrelsen. Klagen skal være modtaget senest fire uger efter, at du har modtaget arbejdsgiverens afslag på din jobansøgning.

Hvis Ankestyrelsen finder, at reglerne om fortrinsadgang ikke er blevet overholdt, sender styrelsen en udtalelse om det til den øverste administrative ansvarlige for den pågældende arbejdsgiver eller myndighed.