Sådan kan og må du hjælpe digitalt

Denne side er til dig, der hjælper en, du kender. Se, hvordan du kan og må hjælpe digitalt

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Mange borgere får hjælp til deres digitale gøremål fra pårørende, gode venner eller andre. Men det kan ind imellem være svært at finde ud af, hvordan man kan og må hjælpe digitalt. Her på siden finder du information om, hvordan du bedst hjælper en anden person med digitale gøremål. Det er særligt relevant for dig, der hjælper et familiemedlem, en god ven eller en anden, som du har en tillidsfuld relation til.  

Særligt til it-frivillige 

Hvis du er it-frivillig i en organisation, på biblioteket eller lignende, kan du finde undervisningsmateriale og anden information målrettet lige netop dig på Digitaliseringsstyrelsens hjemmeside. 

Hvis du skal hjælpe en anden person i kontakten med offentlige myndigheder, kan en fuldmagt være en god idé. 

Med en fuldmagt kan den, du hjælper, nemt give dig lov til at hjælpe digitalt og udføre forskellige handlinger. En fuldmagt er en god idé, hvis du fx skal hjælpe et familiemedlem med at melde flytning via borger.dk, eller hvis du skal se dit familiemedlems sundhedsjournal på sundhed.dk.

Digital Fuldmagt

Du kan få fuldmagt til mange af de offentlige selvbetjeninger gennem løsningen Digital Fuldmagt. Digital Fuldmagt finder du på borger.dk. I Digital Fuldmagt kan den, du hjælper, enten underskrive fuldmagten digitalt med MitID eller underskrive fuldmagten på en papirblanket. Borgerservice kan vejlede i, hvordan du opretter og bruger Digital Fuldmagt.

Det er ikke alle myndigheder, der tilbyder fuldmagter via Digital Fuldmagt, da nogle myndigheder har deres egen fuldmagtsløsning. Det gælder fx Skattestyrelsen. Kontakt den enkelte myndighed, hvis du er i tvivl om, hvordan du får en fuldmagt.

Fuldmagter hos private virksomheder

Mange private virksomheder, fx banker, giver også mulighed for, at du kan få en fuldmagt til at hjælpe digitalt. Kontakt de enkelte virksomheder for at få mere information om mulighederne for fuldmagt.

Hvis den, du hjælper, modtager Digital Post, kan du få læseadgang til vedkommendes Digital Post. En læseadgang kan fx være en god idé, hvis den, du hjælper, ikke selv kan tjekke sin Digital Post. Det kan også være en god idé, hvis du nemt skal læse, hvad fx et familiemedlem modtager fra offentlige myndigheder. 

Du kan logge ind i din egen Digital Post på borger.dk og anmode om læseadgang hos den, du hjælper. Derefter skal vedkommende acceptere anmodningen. Borgerservice kan også hjælpe med at oprette en læseadgang. 

Få hjælp til Digital Post

Du kan få hjælp til Digital Post ved at kontakte Digital Post-supporten på telefon
33 98 00 33. 

Du må gerne hjælpe en anden med at anvende MitID, men du skal være opmærksom på, at MitID er personligt. Du må derfor ikke bruge en anden persons koder eller bruge MitID app, kodeviser eller kodeoplæser for den, du hjælper.  Derfor skal du huske at kigge væk, når den, du hjælper, indtaster brugernavn, pinkode og adgangskode.

Det er ikke muligt at få fuldmagt til at anvende en anden persons MitID. Hvis den, du hjælper, ikke selv kan håndtere sit MitID, så skal vedkommende ikke have MitID. 

Få hjælp til MitID

Du kan få hjælp til MitID ved at ringe til MitID-supporten på telefon 33 98 00 10.
Når du ringer på vegne af en anden, skal personen befinde sig fysik sammen med dig og selv kunne oplyse fx sit bruger-ID til supporten. 

På mitid.dk kan du læse mere om, hvordan du kan hjælpe andre med at få og anvende MitID. 

Hvis den, du hjælper, af forskellige årsager ikke kan være digital, er der hjælp at hente. Offentlige myndigheder har pligt til at give borgere, der ikke er digitale, adgang til alle offentlige services.

Fritagelse fra Digital Post - og hvad det betyder

Du kan blive fritaget fra Digital Post. Det betyder, at:

  • du i stedet vil modtage post fra offentlige myndigheder som papirpost
  • at du automatisk er fritaget fra krav om at anvende offentlige selvbetjeninger og fx kan anvende en papirblanket i stedet. 

Hvis man er fritaget fra Digital Post, har man ret til at blive tilbudt et alternativ til digital selvbetjening. Man skal blot oplyst, at man er fritaget, når man henvender sig til myndigheden. 

Hvis man ikke er fritaget fra Digital Post, kan man få stillet et alternativ til digital selvbetjening til rådighed hos den relevante myndighed, hvis særlige forhold gør, at man ikke kan anvende den relevante digitale selvbetjening. 

En fremtidsfuldmagt er en fuldmagt, som kan sættes i kraft en gang i fremtiden. Det kan blive relevant, hvis den, du hjælper, bliver syg eller mentalt svækket og dermed mister evnen til at tage vare på sine økonomiske eller personlige forhold.

Med en fremtidsfuldmagt kan den, du hjælper, vælge personer en eller flere til at handle på sine vegne i fremtiden. 

Hvornår opretter man en fremtidsfuldmagt?

Fremtidsfuldmagten skal oprettes, mens den, du hjælper, er i stand til at forstå og overskue konsekvenserne af at afgive en fremtidsfuldmagt. 

Hvordan sætter jeg en fremtidsfuldmagt i kraft?

For at sætte en fremtidsfuldmagt i kraft skal du ansøge hos Familieretshuset. Det er Familieretshuset, der vurderer, om det kan lade sig gøre i jeres tilfælde.