Nærtstående ved konkurs og ophør

Læs mere og selvbetjeningsløsninger

Hvis du er eneaktionær eller ejer en væsentlig del af virksomheden er du nærtstående, og kan ikke få penge fra LG.

Dette skyldes, at du igennem dit ejerskab har haft en økonomisk interesse i virksomhedens drift og desuden har haft mulighed for at påvirke virksomhedens resultater i både en positiv og negativ retning.

Hvis du alene har ejet en mindre del af virksomheden, vil din sag blive vurderet ud fra et konkret skøn.

LG lægger her bl.a. vægt på dine ansættelsesvilkår samt om du f.eks. samtidig med dit ejerskab har været en del af virksomhedens øverste ledelse.

Ejer du medarbejderaktier kan du normalt godt få dækning fra LG, da andelen af selskabets aktier oftest er ubetydelig.

Hvis du er gift eller samlevende med ejeren af virksomheden, er du nærtstående, og kan ikke få penge fra LG.

Dette skyldes, at du igennem dit ægteskab/samliv med ejeren har haft en økonomisk interesse i virksomhedens drift.

Ejer din ægtefælle/samlever kun en mindre del af virksomheden, vurderes det ud fra et konkret skøn, om du kan få penge fra LG.

Hvis du er i familie med ejeren af virksomheden, er du nærstående, og din sag vil blive vurderet ud fra et konkret skøn.

LG lægger her bl.a. vægt på, hvor nær du står ejeren og hvordan dine ansættelsesforhold har været.