Du kan bestille dit nye kørekort i en valgfri Borgerservice i en af landets kommuner. Husk at bestille tid.
Det skal du tage med til Borgerservice
Ødelagt kørekort: Er dit kørekort slidt eller ødelagt, har du pligt til at ansøge om et nyt. Du skal medbringe det ødelagte kørekort til Borgerservice.
Tabt kørekort: I de fleste kommuner skal du møde personligt op i borgerservice for at melde dit kørekort mistet og ansøge om et nyt.
Stjålet kørekort: Hvis dit kørekort er stjålet, kan du anmelde tyveriet på politiets hjemmeside.
4 ting, du skal medbringe:
- Ansøgning om kørekort (P23)
- Foto til kørekort: Borgerservice tilbyder i de fleste kommuner, at du kan få taget foto på stedet mod betaling.
- Dokumentation for ødelagt kørekort: Du skal aflevere dit slidte eller ødelagte kørekort til Borgerservice.
- Gyldig legitimation: Du kan medbringe gyldigt pas, kørekort fra et EU- eller EØS-land, fysisk legitimationskort fra Borgerservice eller legitimationskort i AltID-appen (med navn, CPR-nummer og billede). Du kan også medbringe original dåbs-, fødsels-, navneattest, et identitetsbevis i AltID-appen (med navn og CPR-nummer) eller sundhedskort sammen med billedlegitimation udstedt af en offentlig myndighed, fx opholdskort.
Vigtigt: E-wallet, studiekort og lignende accepteres ikke længere som gyldig billedlegitimation.
Hent blanketten til ansøgning om kørekort på Færdselsstyrelsens hjemmeside
Er du ikke dansk statsborger?
Hvis du ikke er dansk statsborger, kan Borgerservice bede om:
- Opholdstilladelse eller opholdsbevis
- Dokumentation for sædvanlig bopæl
Sædvanlig bopæl er det sted, hvor du normalt opholder dig i forbindelse med studie, arbejde eller familie. Der gælder en række regler for dette område, og det er Borgerservice, der vurderer, om du har sædvanlig bopæl i Danmark.
Læs mere om sædvanlig bopæl på Færdselsstyrelsens hjemmeside