Du kan forny dit kørekort i Borgerservice. Du kan som udgangspunkt tidligst forny dit kørekort 3 måneder, inden det gamle udløber. Gyldighedstiden står på dit fysiske kørekort og i din kørekort-app.
Har du kørekort til flere kategorier, skal du være opmærksom på, at de kan have forskellige udløbsdatoer.
Når det er tid til at forny dit kørekort, skal du møde op i Borgerservice i en valgfri kommune. Husk, at bestille tid.
3 ting, du skal tage med i borgerservice:
- Kørekortfoto: Flere kommuner tilbyder, at du kan få taget et foto på stedet mod betaling
- Dit gamle kørekort
- Gyldig legitimation: Du kan medbringe gyldigt pas, kørekort fra et EU- eller EØS-land, fysisk legitimationskort fra Borgerservice eller legitimationskort i AltID-appen (med navn, CPR-nummer og billede). Du kan også medbringe original dåbs-, fødsels-, navneattest, et identitetsbevis i AltID-appen (med navn og CPR-nummer) eller sundhedskort sammen med billedlegitimation udstedt af en offentlig myndighed, fx opholdskort.
I nogle tilfælde skal du også medbringe en lægeattest. Du skal udfylde din del af den digitale lægeattest på borger.dk og derefter gå til en konsultation hos din læge. Lægen færdiggør attesten og sender den digitalt til den kommune, der behandler din kørekortansøgning.
Er du ikke dansk eller nordisk statsborger?
Du skal have sædvanlig bopæl i Danmark for at kunne få udstedt et dansk kørekort. Sædvanlig bopæl er det sted, hvor du normalt opholder dig i forbindelse med studie, arbejde eller familie.
Hvis du ikke er dansk eller nordisk statsborger, kan Borgerservice bede om:
- Dokumentation for sædvanlig bopæl i Danmark
- Opholdstilladelse eller opholdsbevis
- Dokumentation for, at du har opholdt dig i Danmark som studerende i mindst seks måneder
Det er Borgerservice, der vurderer, om den dokumentation, du indleverer, er tilstrækkelig.
Læs mere om sædvanlig bopæl på Færdselsstyrelsens hjemmeside