Påkørsel af dyr

Ring til Dyrenes Vagtcentral på 1812, hvis du påkører eller finder et tilskadekommen dyr

Læs mere om emnet

Hvis du påkører et dyr, eller hvis du finder et tilskadekommen, sygt eller efterladt dyr, skal du kontakte Dyrenes Vagtcentral på telefonnummer 1812. Det gælder både vilde dyr og strejfende husdyr.

Dyrenes Vagtcentral er en døgnåben telefonlinje, der hjælper tilskadekomne og syge dyr. Når du ringer til 1812, får du råd og vejledning om, hvad du skal gøre. Servicen er gratis.

Det er normalt en frivillig fra Dyrenes Beskyttelse eller en dyreredder fra Falck, som rykker ud til det tilskadekomne eller syge dyr, uanset om de er vilde eller ejerløse. Det er Dyrenes Beskyttelse, der betaler for behandling eller evt. nødaflivning af det tilskadekomne dyr. 

Når du har påkørt eller fundet et tilskadekommen dyr, skal du kontakte Dyrenes Vagtcentral på 1812 for at få råd og vejledning, før du kører videre. I nogle tilfælde skal du holde øje med dyret, indtil hjælpen er fremme. Andre gange kan du blive bedt om at hjælpe med at transportere dyret til en dyrlæge eller en vildtplejestation.

Det er en god idé at orientere dig om din placering, før du ringer op, så du kan fortælle, hvor du befinder dig.

Vær opmærksom på, at når du er i berøring med et vildt dyr, er det en god idé at benytte sig af handsker, hvis det er muligt. Det beskytter både dig og dyret.

Du kan finde mere information om vildtplejestationer og Dyrenes Vagtcentral på disse sider:

Hvis du påkører et større dyr som fx en hjort skal du følge disse 3 råd:

  1. Hvis dyret er dødt, skal du fjerne det fra vejbanen. Læg dyret i rabatten eller i grøftekanten, så andre trafikanter ikke påkører dyret eller forsøger at undvige det. På den måde undgår du, at andre kommer til skade.
  2. Hvis dyret overlever påkørslen og selv er i stand til at løbe væk fra ulykkesstedet, skal du ikke forfølge det. Hvis du forfølger dyret, forringes sporet, og det bliver sværere for en schweisshundefører at finde dyret. En schweisshundefører er en person med en specialtrænet hund, der kan spore tilskadekomne dyr. Du skal markere ulykkesstedet og kontakte 1812, før du forlader stedet.
  3. Du kan hjælpe dine medbilister ved at sikre dig, at dyret ikke ligger til trafikfare. Hvis dyret ligger på kørebanen, bør du flytte det ud i rabatten og væk fra kørebanen.  

Hvis dyret er kvæstet og ikke dødt, skal du ringe til Dyrenes Vagtcentral på 1812.

Du kan læse mere om påkørsel af dyr på Falcks hjemmeside:

Du skal være opmærksom på, at en undvigemanøvre kan være farlig, både for dig og dine medtrafikanter. Derfor bør du som trafikant forsøge at forudse, hvornår der er øget risiko for at påkøre et dyr.

Sænk hastigheden i områder, hvor der fx er advarselsskilte, tæt beplantning eller skov, læhegn eller åer på tværs af vejen. Vilde dyr nærmer sig oftest trafikerede veje på bestemte tidspunkter. Vær derfor ekstra opmærksom omkring skumring og i morgentimerne, da det er her dyrene er mest aktive.

Vær opmærksom på advarselsskilte, der advarer om krydsende vilde dyr. Hvis du påkører et større dyr, som fx en hjort, kan du som trafikant komme alvorligt til skade. Derfor er det vigtigt at sænke hastigheden og være ekstra opmærksom i områder med risiko for vilde dyr.